Om Web Development

I valgfaget Web Development tilegner du dig grundlæggende færdigheder i et programmeringssprog som PHP og JavaScript.

I valgfaget Web Development tilegner du dig grundlæggende færdigheder i et programmeringssprog som PHP eller JavaScript. Du kommer til at lære om variables, arrays, loops, functions, objects og hvordan du bruger disse til at udvikle dynamiske hjemmesider – både med og uden database.

Hvad lærer jeg

I valgfaget kommer du til at lære fundamentale begreber og koncepter indenfor webprogrammering, der vil gøre dig i stand til at udvikle mere professionelle hjemmesider, hvor indholdet er dynamisk, hvilket betyder, at det automatisk kan ændre sig i forhold til, hvordan brugerne interagerer med hjemmesiden, hvilket ikke er tilfældet med websites, der udelukkende er lavet med HTML og CSS. 

Hvis du arbejder med PHP, som er et server-side programmeringssprog, vil du komme til at lære, hvordan du laver databasedrevne hjemmesider, som gør det muligt at separere struktur og indhold. Det åbner for mange spændende muligheder – som f.eks. at lave et adgangsbeskyttet kontrolpanel med login, hvorfra du kan administrere indholdet efter samme princip, som det er tilfældet med et CMS.

Hvis du arbejder med JavaScript, som er et client-side programmeringssprog, vil du lære at lave interaktive brugerflader med spændende effekter og hvordan indholdet kan ændre sig dynamisk baseret på, hvordan brugerne interagerer med hjemmesiden.

Du vil desuden lære at bruge værktøjer, som gør det nemmere og hurtigere at udvikle hjemmesider. Det kan f.eks. være versionsstyring, som gør det lettere at samarbejde og holde styr på ændringer i et projekt, hvilket er en metode, der bruges i de fleste virksomheder for at sikre, at man altid har styr på sin kode.

Hvordan arbejder jeg

Undervisningen er projekt- og opgavebaseret med en kombination af teoretisk gennemgang, gruppearbejde, debat og praktisk opgaveløsning. Som elev arbejder du med konkrete cases, hvor du anvender de teknologier og metoder, du lærer – i realistiske opgaver, der afspejler arbejdsopgaver i IT-branchen. Gennem projektarbejde styrkes din evne til at samarbejde, dele viden, og du lærer at arbejde struktureret under deadlines, hvilket er vigtigt for dit fremtidige praktikforløb og job.

Faglige forudsætninger

Web development er et avanceret valgfag, der bygger ovenpå det, du tidligere har lært. Når du arbejder med et programmeringssprog som PHP eller JavaScript, så gør du det i sammenhæng med HTML og CSS. Det er derfor vigtigt, at du har et solidt kendskab til både HTML og CSS, før du tager dette valgfag.

Det vil derfor være en forudsætning, at du som minimum har gennemført Webudvikling 1 + 2, før du starter.

Lærere der underviser i dette forløb

Kontakt AspIT

Har du spørgsmål eller ønsker du at vide mere om AspIT, så send os en besked.