IT-uddannelse for unge med autisme, ADHD eller lignende profil
AspIT er en 3-årig IT-uddannelse for unge med autisme, ADHD eller lignende profil. Små hold, IT-fag og praktik med vej til job - som stu eller LAB forløb.
AspIT er en 3-årig, erhvervsrettet IT-uddannelse for dig med autisme, ADHD eller en lignende neurodivergent profil, der har brug for et særligt tilrettelagt læringsmiljø for at trives og lære.

Undervisningen foregår på små hold i rolige og forudsigelige rammer – og tilpasses dit faglige niveau, dine mål og dine forudsætninger.
Uddannelsen kombinerer IT-fag, personlig udvikling og praktik i en virksomhed – med job eller videre uddannelse som mål. Du kan tage uddannelsen som en stu (særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse) eller som et LAB forløb via jobcentret. AspIT har otte afdelinger i Danmark – alle i tilknytning til en erhvervsskole.
IT-uddannelsen på AspIT kort fortalt
- Varighed: 3 år fordelt på 6 semestre
- Fag: IT-teknik, webudvikling og softwareudvikling samt valgfag og dannelsesfag
- Rammer: Små hold, ro og forudsigelighed
- Praktik: Skræddersyet praktik i en virksomhed i den sidste del af uddannelsen
- Resultater: Omkring 80 % af dimittenderne går videre i job eller uddannelse
- Optagelse: Som stu via kommunen eller som LAB forløb via jobcentret
- Pris for dig: Ingen – kommunen bevilger og betaler forløbet
- Erfaring: IT-uddannelse for unge med autisme og lignende profil siden 2005
Hvem er IT-uddannelsen for?
AspIT er for dig, der har interesse for IT og har autisme, ADHD eller en lignende profil. Nogle elever har også andre udfordringer, fx Tourette, angst, stress eller depression.
Det er ikke en bestemt diagnose, der afgør, om AspIT er det rette sted for dig. Det afgørende er, at du har brug for særligt tilrettelagte rammer for at gennemføre en uddannelse – og at du har lyst til at lære et IT-fag.
Du behøver ikke kunne IT i forvejen
Eleverne starter med vidt forskellig IT-viden. Nogle har programmeret eller bygget computere i årevis, andre har ingen forudgående erfaring. Undervisningen starter med det grundlæggende, så alle kan være med fra start, og derefter tilpasses det IT-faglige løbende til dine kompetencer, din motivation og dine ressourcer.
Ingen krav om afgangsprøve
Du behøver ikke have afsluttet folkeskolens afgangsprøve. Nogle elever kommer fra FGU, gymnasiet, et grundforløb eller en anden uddannelse. Andre starter lige efter 9. eller 10. klasse, og nogle kommer efter en længere periode med ufrivilligt skolefravær.
Alder
Stu er for unge fra undervisningspligtens ophør og indtil det fyldte 25. år. Et LAB forløb bevilges af jobcentret efter andre regler – tal med din sagsbehandler om dine muligheder.
Hvorfor en IT-uddannelse, når du har autisme eller ADHD?
IT er omdrejningspunktet på AspIT. Det giver en god indgang til læring for mange i målgruppen, som fungerer godt med den systematik og logik, der er bygget ind i IT. Samtidig kan IT-kompetencer bruges i en bred vifte af brancher og jobfunktioner, så uddannelsen kan også føre til job uden for de klassiske IT-fag.
Autismevenlige rammer med små hold
Undervisningsmetoder og rammer på AspIT er altid defineret ud fra, hvad der giver de bedste læringsbetingelser for dig som elev. Det betyder små hold, ro, forudsigelighed og lokaler, der er indrettet med hensyn til elevernes behov. Vi arbejder systematisk med struktur og tydelighed, så du altid ved:
- hvad du skal
- hvorfor du skal det
- hvordan du skal gøre det
Læs mere om det pædagogiske grundlag på AspIT.
Struktur, bevægelse og eget tempo – også når du har ADHD
En fast dagsrytme med få skift, daglig bevægelse efter frokost og muligheden for at arbejde i dit eget tempo er med til at skabe en hverdag, hvor du kan holde fokus og energi. I faget Kommunikation og personlig udvikling arbejder du desuden med energiforvaltning, læringsstrategier og handlestrategier, der passer til den måde, du fungerer på.
Uddannelsens opbygning: 3 år og 6 semestre
IT-uddannelsen på AspIT varer 3 år fordelt på 6 semestre. Den er bygget op i tre faser, men tilpasses altid den enkelte elev – både i indhold og tempo.
- Uger
- 1
- 2
- 3
- 4
- 5
- 6
- 7
- 8
- 9
- 10
- 11
- 12
- 13
- 14
- 15
- 16
- 17
- 18
- 19
- 20
- Alle semestre
- Kommunikation og personlig udvikling, Samfundsforståelse, Motion og Sociale aktiviteter
- 1. Semester
- IT-teknik 1
- Webudvikling 1
- Softwareudvikling 1
- 2. Semester
- IT-teknik 2
- Webudvikling 2
- Softwareudvikling 2
- 3. Semester
- Individuel faglig fordybelse / Valgfag
- 4. Semester
- Individuel faglig fordybelse / Valgfag
- 5. Semester
- Individuel faglig fordybelse / Praktik
- 6. Semester
- Individuel faglig fordybelse / Praktik
- Introduktion og grundfag
- Specialisering og praktikforberedelse
- Faglig fordybelse og praktik
1-2. semester: Introduktion og grundfag
Du starter med grundfagene i de tre fagretninger: IT-teknik 1 og 2, Webudvikling 1 og 2 samt Softwareudvikling 1 og 2. Hvert grundfag varer typisk 7 uger. Her får du et bredt fundament og finder ud af, hvilket IT-område du brænder mest for.
3-4. semester: Specialisering og praktikforberedelse
Du fordyber dig i én eller flere fagretninger gennem valgfag og individuelle forløb, og du begynder at gøre dig klar til praktik.
5-6. semester: Faglig fordybelse og praktik
Den sidste del af uddannelsen skal du i praktik i en virksomhed. Hvornår du starter i praktik, afhænger af, hvornår du er klar fagligt, personligt og socialt. Skoleforløbet varer typisk omkring to år, og praktikken varer typisk mellem 6 og 12 måneder.
Så længe du stadig er på skolen, har du også dannelsesfag: Kommunikation og personlig udvikling, Samfundsforståelse, Motion og Sociale aktiviteter.
IT-fagene: tre fagretninger
Hovedparten af undervisningen foregår i IT-fag, som er inddelt i tre fagretninger. Hver fagretning har to grundfag, der introducerer dig til området. Derefter kan du vælge valgfag, hvor du går i dybden med mere avancerede emner. Se alle fag under Undervisningen.
IT-teknik
I IT-teknik lærer du, hvordan en computer er bygget op, og hvordan du får hardware, styresystemer, netværk og udstyr til at fungere. Du arbejder med fejlfinding, opsætning af arbejdsstationer og mobile enheder, IT-sikkerhed og dokumentation, og du kan fordybe dig i fx infrastruktur, servere, brugerstyring og reparation af IT-udstyr. IT-teknik er ofte det fag, du begynder med.
Webudvikling
I webudvikling lærer du at bygge hjemmesider fra bunden – både det visuelle design, brugerne ser, og koden bag. Undervisningen omfatter bl.a. HTML, CSS, JavaScript og PHP, CMS-systemer og webshops samt arbejde med grafik og billeder. Faget passer til dig, der kan lide både det visuelle udtryk og logisk problemløsning.
Læs mere om faget Webudvikling
Softwareudvikling
I softwareudvikling lærer du at programmere dine egne applikationer, bl.a. i C# og Python. Du arbejder med begreber som objektorienteret programmering, databaser, brugergrænseflader og agil udvikling – og med projekter, hvor du fx udvikler en app eller bygger en database.
Læs mere om faget Softwareudvikling
Valgfag
Når du har gennemført grundfagene, kan du vælge valgfag, hvor du fordyber dig i én eller flere fagretninger eller i andre IT-områder. Alle afdelinger har de samme grundfag, men valgfagene varierer fra afdeling til afdeling. Du finder valgfagene under de individuelle AspIT-afdelinger.
AspITLab
AspITLab er et fleksibelt læringsmiljø, hvor du arbejder individuelt med særligt tilrettelagte læringsmål. En lærer strukturerer arbejdet sammen med dig og hjælper, når du går i stå. Du kan fx bruge AspITLab til at:
- arbejde i dit eget tempo med et fagligt forløb, du gerne vil styrke
- forberede dig til et forløb på et højere niveau
- specialisere dig i teknologier eller programmeringssprog uden for det faste program
- gøre dig klar til praktik med de systemer, du skal arbejde med i praktikvirksomheden
Dannelsesfag: personlige, sociale og arbejdsmæssige kompetencer
En IT-uddannelse på AspIT handler om mere end IT. Dannelsesfagene giver dig redskaber til hverdagen, arbejdslivet og voksenlivet.
Kommunikation og personlig udvikling (KOP)
I KOP lærer du dig selv bedre at kende i samarbejde med en specialpædagogisk vejleder: Hvad kommer nemt til dig, hvad udfordrer dig, og hvordan når du dine mål? Faget omfatter bl.a. diagnosekendskab, energiforvaltning, håndtering af stress, angst og søvnproblemer samt kommunikation og læringsstrategier.
Læs mere om faget Kommunikation og personlig udvikling
Samfundsforståelse
I Samfundsforståelse bliver du klogere på det danske samfund og på det at flytte hjemmefra – fx privatøkonomi, bolig, MitID og e-Boks. Du lærer også om samfund og kultur, rettigheder og pligter på en arbejdsplads.
Læs mere om faget Samfundsforståelse
Motion
Du bruger meget tid foran skærmen, så der er bevægelse på skemaet hver dag – fx walk and talk, bordtennis, bordfodbold med mere.
Sociale aktiviteter
Hver anden fredag eftermiddag er der skemalagte sociale aktiviteter, som eleverne er med til at planlægge – fx brætspil, social gaming eller ture ud af huset. Flere afdelinger har også aktiviteter efter skoletid som LAN-parties eller brætspilscafé. Du deltager på dine egne vilkår.
Læs mere om faget Sociale aktiviteter
Dine individuelle mål
Gennem hele uddannelsen arbejder du med mål inden for fire områder, som du sætter sammen med dine lærere og vejledere. Det kan fx være:
- Faglige mål: Jeg har grundlæggende færdigheder inden for IT-support
- Personlige mål: Jeg har strategier til at håndtere min energi
- Sociale mål: Jeg kan deltage i fællesskaber
- Arbejdsmæssige mål: Jeg kan selvstændigt gå i gang med opgaver
En typisk skoledag på AspIT
På AspIT har du et fast skema med få skift. Dagen starter typisk med morgenmøde kl. 8.45 og slutter kl. 15.00, og IT-undervisningen er delt op i blokke med pauser, frokost og motion imellem. Skemaerne varierer lidt mellem afdelingerne. Se et eksempel herunder, eller find din afdelings skema på afdelingssiden.
Det er selvfølgelig også muligt at aftale en begrænset mødetid eller have hjemmearbejdsdage, hvis det vurderes, at der er behov for det.
Du står ikke alene
Du står ikke alene med din uddannelse. Tre faggrupper arbejder sammen om dit forløb:
- IT-lærere, der tilpasser undervisningen til dit niveau
- Specialpædagogiske vejledere, der støtter din trivsel og personlige udvikling
- Praktik- og jobvejledere, der hjælper dig i praktik og videre til job eller uddannelse
Praktik og job efter AspIT
AspIT er en erhvervsrettet uddannelse, og målet er, at du kommer i job eller videre uddannelse. Derfor er praktik i en virksomhed en central del af IT-uddannelsen.
Sådan bliver du klar til praktik
Inden praktikken hjælper vi dig med CV, jobansøgning og med at præsentere dig selv. Du besøger virksomheder og lærer om kultur og forventninger på en arbejdsplads. Sammen med din praktik- og jobvejleder finder du en praktikplads, der passer til dine interesser og styrker.
Under praktikken
Opgaver, struktur, længde og timetal tilpasses dig. Du får en fast kontaktperson i virksomheden, og din praktik- og jobvejleder følger dig tæt under hele forløbet. Både du og virksomheden får vejledning fra AspIT, og overgangen kan gøres gradvis, så du deler tiden mellem skolen og praktikvirksomheden.
Efter uddannelsen
Omkring 80 % af AspITs dimittender går videre i job eller uddannelse. Mange bliver ansat i den virksomhed, hvor de var i praktik – i ordinær ansættelse eller i fleksjob.
Tager du uddannelsen som stu, afsluttes den med et uddannelsesbevis, der beskriver uddannelsens indhold og de kompetencer, du har opnået.
Sådan bliver du elev på AspIT
- Tag kontakt: Tal med din UU-vejleder (stu) eller din sagsbehandler i jobcentret (LAB forløb). Du er også velkommen til at kontakte AspIT eller den specialpædagogiske vejleder på din lokale afdeling
- Afklaringsforløb: Før du starter, kommer du på et gratis afklaringsforløb på 4-6 uger, hvor du prøver IT-fagene og møder elever og lærere. Det kræver godkendelse fra din UU-vejleder eller sagsbehandler
- Visitation: Kommunen visiterer dig til AspIT – enten som stu eller som LAB forløb
- Studiestart: Vi starter nye hold i januar og august, men det er ofte muligt at starte på et andet tidspunkt
Se også Bliv elev.
Stu eller LAB forløb – hvad er forskellen?
IT-uddannelsen er den samme, men forløbet bevilges efter forskellig lovgivning:
- Stu (særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse) er en ungdomsuddannelse for unge mellem 16 og 25 år, som ikke kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse. Kommunen visiterer, typisk efter dialog med UU-vejlederen. Læs mere om stu på AspIT
- LAB forløb (Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats) er et beskæftigelsesrettet tilbud, som jobcentret bevilger, hvis du har brug for undervisning, opkvalificering og praktik for at komme i job. Læs mere om LAB forløb på AspIT
Hvad koster IT-uddannelsen?
Uddannelsen koster ikke noget for dig. Kommunen bevilger forløbet og betaler skoletaksten. Se prisen for stu og prisen for LAB forløb.
AspIT-afdelinger i hele Danmark
AspIT har otte afdelinger, som bygger på det samme pædagogiske grundlag og de samme grundfag. Find din nærmeste afdeling, og se hvilke valgfag den udbyder:
- Stu og LAB forløb i Høje Taastrup – AspIT Storkøbenhavn
- Stu og LAB forløb i Næstved – AspIT Sjælland
- Stu og LAB forløb i Odense – AspIT Fyn
- Stu og LAB forløb i Aabenraa – AspIT Sønderjylland
- Stu og LAB forløb i Esbjerg – AspIT Esbjerg
- Stu og LAB forløb i Vejle – AspIT Trekanten
- Stu og LAB forløb i Aarhus – AspIT Østjylland
- Stu og LAB forløb i Skive – AspIT Midtjylland
En del af erhvervsskolesystemet
AspIT er integreret i det danske erhvervsskolesystem. Fire erhvervsskoler står bag uddannelsen – Campus Vejle, Tietgen, Rybners og Skive College. Uddannelsen er blevet evalueret af bl.a. Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) og COWI. Se analyser og rapporter under Dokumentation.
Ofte stillede spørgsmål om uddannelsen
Kan jeg tage IT-uddannelsen, hvis jeg har autisme eller ADHD?
Ja. AspIT er for unge med autisme, ADHD eller lignende profil, der har brug for særligt tilrettelagte rammer for at gennemføre en uddannelse. Om AspIT passer til dig, finder du ud af sammen med os på afklaringsforløbet, og kommunen træffer afgørelsen.
Skal jeg have en bestemt diagnose?
Det er ikke en bestemt diagnose, der afgør, om du kan blive elev. Det afgørende er dit behov for særligt tilrettelagte rammer og din interesse for IT. Tal med din UU-vejleder, sagsbehandler eller en af vores specialpædagogiske vejledere om din situation.
Skal jeg kunne programmere, før jeg starter?
Nej. Alle starter med det grundlæggende, og undervisningen tilpasses dit niveau – uanset om du er nybegynder eller har erfaring.
Hvor lang er uddannelsen?
IT-uddannelsen varer 3 år fordelt på 6 semestre, typisk med omkring to års skoleforløb efterfulgt af praktik. Forløbet tilpasses den enkelte elev.
Hvornår kan jeg starte?
Vi starter nye hold i januar og august, men kontakt os, hvis du gerne vil starte på et andet tidspunkt. Det kan ofte lade sig gøre.
Hvad kan jeg bruge uddannelsen til?
Mange går videre til job inden for fx IT-support, webudvikling eller softwareudvikling, men kompetencerne kan bruges i mange brancher. Andre bruger AspIT som afsæt til videre uddannelse.
Forældre fortæller
I er et fantastisk team på AspIT. Mads elsker at være hos jer.Jeres måde at være sammen med de unge og undervise er fantastisk og vi som forældre har en helt ro i det hele. det er aldrig sket før, for Mads er han det helt rigtige sted nu.
Som forælder har jeg set min søn rette ryggen og begynde at tro på en værdig fremtid. Han har fået selvværd nok til at kæmpe og jeg har fået en uvurderlig samarbejdspartner og opbakning hos de ansatte på AspIT.
Find en AspIT-afdeling nær dig
AspIT ligger placeret 8 forskellige steder i Danmark.
- AspIT Sjælland - Banegårdspladsen 2, 1. sal, 4700 Næstved. Telefon: +45 65 45 25 02
- AspIT Storkøbenhavn - Carl Gustavs Gade 3, 1. sal, 2630 Høje Taastrup. Telefon: +45 72 16 28 59
- AspIT Sønderjylland - Madevej 9, 1 sal, 6200 Aabenraa. Telefon: +45 72 16 27 16
- AspIT Fyn - Rugårdsvej 286, 5210 Odense NV. Telefon: +45 65 45 25 02
- AspIT Trekanten - Boulevarden 48, 7100 Vejle. Telefon: +45 72 16 27 19
- AspIT Esbjerg - Spangsbjerg Møllevej 72, Blok F, 6700 Esbjerg. Telefon: +45 79 13 45 11
- AspIT Østjylland - Banegårdspladsen 1a, 2. sal, 8000 Aarhus. Telefon: +45 72 16 26 92
- AspIT Midtjylland - Arvikavej 2B, 7800 Skive. Telefon: +45 92 72 82 76
Kontakt AspIT
Har du spørgsmål eller ønsker du at vide mere om AspIT, så send os en besked.