Om Rasmus Hein Midjord

Hej. Jeg hedder Rasmus og arbejder som lærer på AspIT Esbjerg.

Mit navn er Rasmus Midjord og jeg underviser i webudvikling på AspIT Esbjerg i faget Webudvikling, hvor jeg lærer eleverne at lave hjemmesider og grafiske elementer til disse.
Jeg har en multimediedesigneruddannelse, en diplomuddannelse i erhvervspædagogik og gennemført kurser inden for enkelte IT-fag.

Faglig baggrund

Jeg har over 10 års erfaring i webdesign og -udvikling fra ansættelser i webbureauer og nyhedsmedie, hvor jeg har lavet små og store hjemmesider, webshops, formidlingssystemer, søgemaskineoptimering og formidling. I mit arbejde har jeg fået stærke kompetencer i design og opsætning af hjemmesiders funktionalitet, hovedsageligt via HTML, CSS og JavaScript.

Jeg har arbejdet med mange forskellige facetter af webudvikling, hvilket kommer eleverne til gode i min undervisning. Jeg underviser ud fra det mantra, at hvis man får styr på det grundlæggende, bliver det meget lettere at fylde på. Derfor underviser jeg eleverne grundigt i basal HTML, CSS og JavaScript.

Når at eleverne har fået en solid grundlæggende viden, bygger vi videre på denne via opgaver og materialer. Jeg underviser med hjælp fra gør-det-selv-opgaver, videomateriale, tekster og god gammeldags tavleundervisning. Denne type undervisning, som kaldes blended learning, oplever jeg som værende den bedste til at ramme vores type elevers forskellige indlæringsmåder.

Jeg tilpasser undervisningen til de forskellige hold ud fra deres individuelle niveauer, samt hvad zeitgeisten er inden for webudvikling, bedømt ud fra lokale jobannoncer og tidligere kollegaer i industrien.

Hvordan arbejder jeg

Som underviser inden for webudvikling er det vigtigt, at jeg holder mig ajour med teknologier og designprincipper, så vi kan forberede vores elever så godt som muligt på de forventninger der vil være på deres fremtidige praktikpladser.

Eleverne kan forvente en engageret og motiverende undervisning, hvor vi sammen dykker ned i spændende og relevante emner inden for udvikling af digitale løsninger.

Mit mål er at hjælpe eleverne med at opbygge praktiske færdigheder og en solid forståelse af moderne teknologier, så de er godt rustet til at skabe funktionelle og brugervenlige applikationer. Jeg vil støtte dem i at opbygge selvtillid og stærke kompetencer, så de er klar til at træde ind i udviklingsbranchen efter deres uddannelse.