Om Jonas Greve

Hej. Jeg hedder Jonas og arbejder som lærer på AspIT Sønderjylland i Aabenraa.

Jeg hedder Jonas, og jeg har været ansat hos AspIT Sønderjylland i Aabenraa siden februar 2025. Det arbejde, vi udfører, ligger mit hjerte nært, da jeg selv har en autisme-diagnose. Jeg sætter stor pris på at kunne videreformidle de erfaringer, jeg har gjort mig gennem mit liv, til vores elever. Den udvikling, de gennemgår i løbet af deres tid på AspIT, gør mig utroligt glad og motiveret til at møde på arbejde hver eneste dag.

Faglig baggrund

Jeg har en Cand.IT. fra Aalborg Universitet, som jeg afsluttede i 2021. Efterfølgende arbejdede jeg i flere år med softwareudvikling hos forskellige virksomheder i Aalborg og omegn, før vi besluttede at flytte tættere på familien. Her fik jeg muligheden for at begynde i drømmejobbet – et job, jeg ikke vidste, jeg søgte efter.

Jeg har en bred faglig baggrund inden for udvikling og teknologi. Jeg har arbejdet med webudvikling, herunder HTML, CSS, JavaScript, React, Svelte og mange andre teknologier. Derudover har jeg stor erfaring med softwareudvikling og har et godt kendskab til .NET Core, C#, Python, SQL m.m. I min fritid arbejder jeg også med IT-relaterede hobbyer, blandt andet ved at bygge mine egne PC’er. Jeg er desuden en ivrig rollespiller, en hobby, jeg deler med mange af vores elever.

Hvordan arbejder jeg

Jeg lægger stor vægt på at involvere eleverne aktivt i undervisningen. Der er sjældent nogen, der bedre ved, hvad de har brug for for at lære bedst, end eleverne selv – selvom de ikke altid kan sætte ord på det. Derfor tilpasser jeg min arbejdsform og undervisningsstil alt efter den enkelte elevgruppe. Jeg tror på, at den vigtigste faktor for at lære noget er, at man har lyst til det og finder det spændende – ikke fordi man “skal.”

Min undervisning er generelt projektbaseret, da jeg mener, at dette er den mest motiverende tilgang for de fleste af vores elever. Lang teori og omfattende læsning er sjældent den bedste vej frem, men for dem, der ønsker det, laver jeg gerne materiale. At få lov til at bygge noget konkret er derimod ofte en mere engagerende og lærerig måde at arbejde på, især når opgaverne kan tilpasses den enkelte elevs interesser. For eksempel kan én elev skabe en hjemmeside om teater, mens en anden kan arbejde på en hjemmeside om Warhammer 40K.