Stu – særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse med IT

Stu på AspIT er en 3-årig særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse med IT i centrum for unge med autisme, ADHD eller lignende neurodivergent profil.

En stu på AspIT er en 3-årig særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse, hvor IT er det faglige omdrejningspunkt. Uddannelsen er for dig med autisme, ADHD eller en lignende neurodivergent profil, der har brug for særligt tilrettelagte rammer for at trives og lære. Du får IT-fag, personlig udvikling og praktik i en virksomhed – med job eller videre uddannelse som mål.

Lærer og elev i en undervisningssituation på AspIT

Hvad er en stu?

Stu står for Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse. Det er en ungdomsuddannelse for unge med særlige behov mellem 16 og 25 år, som ikke kan gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse, heller ikke med specialpædagogisk støtte.

Formålet med stu er, at du opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet og at give dig forudsætninger for videre uddannelse og beskæftigelse.

Tal med din UU-vejleder eller sagsbehandler om optagelse. Du er også velkommen til at kontakte AspIT for mere information.

Stu på AspIT kort fortalt

  • Varighed: 3 år fordelt på 6 semestre
  • Fagligt omdrejningspunkt: IT-fagene IT-teknik, webudvikling og softwareudvikling
  • Alder: Fra undervisningspligtens ophør og indtil det fyldte 25. år
  • Rammer: Små hold, fast skema, ro og forudsigelighed
  • Praktik: Skræddersyet praktik i en virksomhed i den sidste del af uddannelsen
  • Adgang: Kommunen visiterer, efter et afklaringsforløb hos os
  • Pris for dig: Ingen – kommunen bevilger og betaler
  • Afslutning: Et uddannelsesbevis, der beskriver indholdet og de kompetencer, du har opnået

En stu med IT som fagligt omdrejningspunkt

Der findes mange slags stu-forløb. Det særlige ved AspIT er, at hele uddannelsen er bygget op om IT, og at den er erhvervsrettet: målet er et job.

Hovedparten af undervisningen ligger i tre IT-fagretninger – IT-teknik, webudvikling og softwareudvikling. Hver fagretning har to grundfag, som alle elever kommer igennem, og derefter kan du vælge valgfag og gå i dybden med det, der fanger dig. Ved siden af IT-fagene har du dannelsesfag, der handler om kommunikation, selvindsigt, samfund, motion og fællesskab.

Se alle fagene på stu

Du behøver ikke kunne IT i forvejen. Eleverne starter med vidt forskellig IT-viden, alle begynder med det grundlæggende, og det faglige niveau tilpasses derefter løbende til dig.

Hvem kan tage en stu på AspIT?

En stu på AspIT er for dig, der har interesse for IT og har autisme, ADHD eller en lignende neurodivergent profil. Nogle elever har også andre udfordringer, fx Tourette, angst, stress eller depression.

Det er ikke diagnosen, der afgør, om du er i målgruppen. Det afgørende er, at du har brug for særligt tilrettelagte rammer for at kunne gennemføre en uddannelse. Du behøver heller ikke have afsluttet folkeskolens afgangsprøve, og der er ingen karakterkrav.

Stu er for unge fra undervisningspligtens ophør og indtil det fyldte 25. år. Undervisningspligten skal være afsluttet, før du kan begynde. Er du over 25 år, eller er din sag hos jobcentret, kan den samme uddannelse bevilges som et LAB-forløb.

Læs mere om målgruppen for stu

Sådan er de tre år bygget op

En stu på AspIT varer 3 år fordelt på 6 semestre, men tempoet og indholdet tilpasses dig.

Hvornår du starter i praktik, afhænger af, hvornår du er klar fagligt, personligt og socialt – ikke af en fast dato i kalenderen. Skoleforløbet varer typisk omkring to år, og praktikken typisk mellem 6 og 12 måneder.

Gennem hele uddannelsen arbejder du med individuelle mål inden for fire områder: faglige, personlige, sociale og arbejdsmæssige. Målene sætter du sammen med dine lærere og vejledere, og de justeres undervejs.

Læs mere om uddannelsens opbygning

Rammerne omkring undervisningen

Undervisningen foregår på små hold i lokaler, der er indrettet efter elevernes behov, og dagen har et fast skema med få skift. Vi arbejder systematisk med struktur og tydelighed, så du altid ved, hvad du skal, hvorfor du skal det, og hvordan du skal gøre det.

Omkring dig er der tre faggrupper: IT-lærere, specialpædagogiske vejledere og praktik- og jobvejledere.

Læs om det pædagogiske grundlag

Dine rettigheder, når du får en stu

Stu er lovbestemt, og det giver dig nogle rettigheder, som er værd at kende – både for dig og for dine forældre:

Se de fulde svar i vores FAQ om stu

Sådan bliver du visiteret til en stu på AspIT

  1. Tal med din UU-vejleder eller kommunens ungeindsats. Du er også velkommen til at kontakte den specialpædagogiske vejleder på den afdeling, du overvejer, før du gør noget andet
  2. Kom og se stedet. Du kan komme til et informationsmøde eller en rundvisning, og du behøver ingen godkendelse fra din vejleder
  3. Kom på afklaringsforløb. Før du kan starte, skal du på et afklaringsforløb på 4-6 uger. Det er gratis og kræver godkendelse fra din vejleder
  4. Kommunen visiterer. På baggrund af afklaringsforløbet træffer kommunen afgørelsen og bevilger forløbet
  5. Du starter. Vi optager nye hold i januar og august, men det er ofte muligt at starte på et andet tidspunkt

Se hele vejen ind på AspIT

Hvad koster en stu?

En stu på AspIT koster ikke noget for dig eller din familie. Kommunen bevilger forløbet og afholder skoletaksten, og der er ingen øvrige omkostninger.

Se skoletaksten for stu

Når din stu slutter

En stu afsluttes med et bevis, der beskriver uddannelsens indhold og de kompetencer, du har opnået.

Omkring 80 % af AspITs dimittender går videre i job eller uddannelse, og for en stor del er praktikvirksomheden også den første arbejdsgiver. Det, du lærer undervejs, kan bruges i mange brancher, ikke kun i klassiske IT-job.

Et fællesskab ved siden af fagene

Der er også andet end IT på skemaet. Hver anden fredag er der skemalagte sociale aktiviteter, som eleverne er med til at planlægge, og flere afdelinger har LAN-parties, brætspilscafé eller madklub efter skoletid. Der er bevægelse på skemaet hver dag. Du deltager på dine egne vilkår.

Til UU-vejledere og kommunens ungeindsats

AspIT er et stu-tilbud med en erhvervsrettet, IT-faglig profil og en dokumenteret overgang til beskæftigelse. Uddannelsen udbydes af otte afdelinger i tilknytning til erhvervsskoler, den bygger på et fælles pædagogisk grundlag.

Før visitation tilbyder vi et gratis afklaringsforløb på 4-6 uger, som giver jer et beslutningsgrundlag bygget på observation i et konkret læringsmiljø frem for på papir. I får en tilbagemelding til brug for visitationen – også hvis konklusionen bliver, at AspIT ikke er det rette tilbud.

I er velkomne til at ringe til den lokale afdeling og vende en konkret ung.

Hvor kan du tage en stu på AspIT?

AspIT har otte afdelinger i Danmark, altid i tilknytning til en erhvervsskole. Afdelingerne bygger på det samme pædagogiske grundlag og de samme grundfag, men udbyder forskellige valgfag. Find den nærmeste:

Klar til at høre mere?

Tal med din UU-vejleder om optagelse, eller kontakt den specialpædagogiske vejleder på den afdeling, du overvejer. Både du, dine forældre og din vejleder er velkomne til at ringe.

Se alle AspIT-afdelinger

Ofte stillede spørgsmål om stu

Hvad er forskellen på en stu og en almindelig ungdomsuddannelse?

En stu er ikke kompetencegivende på samme måde som fx en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse, og der er ingen karakterer eller eksaminer. Til gengæld tilrettelægges den individuelt efter dine forudsætninger og dine mål. På AspIT er indholdet erhvervsrettet, og uddannelsen afsluttes med et uddannelsesbevis over det, du har lært.

Hvad er forskellen på en stu og et LAB-forløb på AspIT?

Indholdet er det samme. Forskellen er, hvilken lovgivning forløbet bevilges efter, og hvem du skal tale med. En stu er en ungdomsuddannelse for unge under 25 år og visiteres af kommunen, typisk via UU-vejlederen. Et LAB-forløb er et beskæftigelsesrettet tilbud, som jobcentret bevilger.

Skal jeg have en bestemt diagnose for at få en stu på AspIT?

Nej. Det afgørende er, at du er i målgruppen for stu, at du har brug for særligt tilrettelagte rammer, og at du har interesse for IT.

Skal jeg kunne programmere, før jeg starter?

Nej. Alle starter med det grundlæggende, og undervisningen tilpasses dit niveau – uanset om du er helt ny eller har bygget computere og kodet i årevis.

Er afklaringsforløbet obligatorisk?

Ja. Et afklaringsforløb på 4-6 uger er en forudsætning for at starte. Det er der, vi sammen med dig og din vejleder finder ud af, om AspIT er det rigtige sted.

Hvornår kan jeg starte?

Vi optager nye hold i januar og august, men kontakt os, hvis du gerne vil starte på et andet tidspunkt. Det kan ofte lade sig gøre.

Hvad sker der, når min stu er slut?

Du får et uddannelsesbevis over uddannelsens indhold og dine kompetencer. Omkring 80 % går videre i job eller uddannelse, og mange bliver ansat i den virksomhed, de var i praktik hos.

Hvor finder jeg svar på spørgsmål om regler, ydelser og transport?

Dem har vi samlet i FAQ om stu, hvor du bl.a. kan læse om aldersgrænser, valg af uddannelsessted, befordring, klageadgang og hvad du må tjene ved siden af.

Specialpædagogiske vejledere

Find en AspIT-afdeling nær dig

AspIT ligger placeret 8 forskellige steder i Danmark.

Kontakt AspIT

Har du spørgsmål eller ønsker du at vide mere om AspIT, så send os en besked.