Hjem Ny milepæl. Elev nr. 500

Ny milepæl. Elev nr. 500

Så fik elev nr. 500 sit eksamensbevis – og selvfølgelig også et job

Med eksamensbevis nr. 500 i rækken, har AspIT nået endnu en milepæl. Nogle af de andre markeringer har været udnævnelserne til ”Best Practice” hos FN/Unesco og EU, diverse priser og selvfølgelig bedriften med at gøre uddannelsen landsdækkende. Elev nr. 500 udløser også et andet tal. Nemlig, at 400 danske virksomheder har opdaget, hvad de unge AspIT´ere kan præstere. Og det er ikke så lidt.

Dimitterende AspIT elev nr. 500, Marco Wulff, der har suppleret eksamensbeviset med en ansættelseskontrakt i et stort IT firma.

Én af de mange virksomheder i Danmark, der har ansat elever fra AspIT er Unik System Design A/S i Vejle. Senest er det Marco Wulff, der nu er kommet på lønningslisten.

–Marco arbejder i vores kvalitetssikringsafdeling. Han er faktisk super dygtig, og meget struktureret. Hans metode betyder, at han finder ting, der skal rettes, som vi andre ikke lige opdager. Så det betyder, at hans indsats er med til at forbedre vores produkter, siger Lillian Jul Hansen, teamleder hos Unik System Design A/S, en virksomhed med 120 ansatte, der udvikler softwaresystemer til landets mange bolig- og ejendomsadministrationer.

–En anden rigtig rar ting ved Marco, er hans præcision i sproget. Det kunne vi andre godt lære af. Det betyder f.eks. at hans rapportering til kollegerne er suveræn at arbejde med for medarbejderne i udviklingsafdelingen. Så vi er meget glade og stolte over, at Marco nu, med sit eksamensbevis i hånden, ikke længere er praktikant hos os, men fastansat kollega.

Straks i job

Marco har selv et godt bud, hvorfor det går ham, som det går over 80% af hans studiekammerater på AspIT.

–AspIT tager udgangspunkt i, hvad vi kan. Vi er jo ret fokuserede, og ved godt, hvad vi kan og vil. Så allerede efter en måned i min første praktik, vidste jeg, at det var kvalitetssikring, der interesserer mig, og matcher mine evner. Så derfor får virksomheden egentlig et hurtigt udbytte, fortæller Marco Wulff, der netop er blevet særligt fejret som dimitterende elev nr. 500 siden AspITs ering i 2005. Med til dimissionen hos AspIT Trekanten var også Marcos familie.

–Vi har selvfølgelig været bekymrede for Marco pga. hans udfordringer med autisme. Vi var nok af den opfattelse, at han skulle på varig forsørgelse, og måske bo hjemme i mange år. At han så kom på AspIT, og i dag har fået uddannelse, fast job, lejlighed og klarer sig ligeså godt som andre unge med vind i sejlende, det er ubeskriveligt dejligt for os omkring ham, fortæller Marcos mor, Anne Marie Wulff. Ægtemanden Bo supplerer.

–AspIT har været fantastisk. Hele vejen rundt. F.eks. Marcos praktikvejleder Anders Madsen, som har været enormt dygtig i dialogen med os og Marco. På samme måde har folkene i Hedensted Kommune virkelig støttet og hjulpet hele vejen. Så der er faktisk flere folk omkring Marco, der har holdt fast i troen på, at det skulle lade sig gøre. Jeg håber, at de også klapper sig selv på skuldrene i dag, når de kan se Marco smile, siger Bo Wulff.

Forleden kunne et større hold af AspIN- og AspIT elever af Uddannelseschef Ole Bay Jensen modtage eksamensbevis på Hotel Jacob Gade i Vejle.

AspITs dimissions arrangementer på de 10 skoler er altid store dage. Ikke kun for eleverne, der med eksamensbeviset, får muligheden for job og karriere, fællesskab og værdiskabelse. Men også for forældre, venner og søskende.

–Som Marcos storesøster er jeg rigtig glad i dag. Det er meget stort for Marco, og hans familie. Vi har fulgt forløbet på AspIT tæt ligesom alle andre elevers familier gør. Noget af det, der virkelig rykker på AspIT, som i øvrigt også er meget rørende, er deres konstruktive tilgang til eleverne. Marcos selvværd forbedrede sig meget hurtigt. Og for mig, er det et signal om, at man trives med sig selv – det betyder alt. Marco opdagede, at han kunne noget, der kunne bruges til noget. Dermed bliver talent til noget meningsfuldt. Vi er dybt taknemmelige for det, AspIT har gjort for brormand, siger Kristina Wulff.

Stor medieinteresse

AspITs nye milepæl med klapsalve og eksamensbevis nr 500, har også vakt mediernes interesse. Du kan feks klikke ind på dr.dk og høre interview med både Marco Wulff og senere Ole Bay Jensen på P4. TV2s regionale TV station, TVSyd, gjorde det til Dagens Bedste Nyhed. Du kan se indslaget her.

Vil du også se Vejle Amts Folkeblads artikel, så er det bare et klik her.


HUSK AspIT Skolernes dag lørdag den 2. september kl. 10.00 – 17.00.
Kom forbi og hør om AspIT er noget for dig, eller en du kender. Læs om dagen her.

HUSK Gratis konference på Brogaarden Strib/Middelfart, AspIT at Work Årsmøde d. 31. maj 2018 kl. 10-16.