”I dag har jeg mand og barn – og hus og kat. Det var der ingen, der troede, kunne lade sig gøre før. Inklusiv mig selv.” Camilla Valther så hen mod en fremtid som førtidspensionist. Lige indtil hun stødte på AspIT.
Inden jeg startede på AspIT, var jeg sygemeldt i fem år. Jeg havde prøvet alt muligt: Først en HF, og så forsøgte jeg at uddanne mig som lærer, mejerist og hospitalsteknisk assistent. Det hele mislykkedes for mig.
I forbindelse med sorgen over min fars død, kom jeg til en psykiater, som diagnosticerede mig med en depression og – meget overraskende for mig – også med autisme!
Det fik brikkerne til at falde på plads; pludselig var der mange ting i mit liv, der gav mening. Jeg fik efterfølgende en dygtig bostøtte, der så muligheder i mig. Hun hjalp mig med at få kontakt til en socialrådgiver, der gerne ville bevilge mig uddannelse på AspIT ved AspIT Nordjylland i Aalborg. Jeg fik besked om, at jeg dog ikke skulle forvente et fuldtidsjob bagefter, men et flexjob. Sådan gik det bare ikke…
Men så ringede telefonen
Praktikken tog jeg i Region Midtjylland i en test- og supportafdeling. Her fik jeg verdens bedste mentor, Else, der så muligheder i mig. Jeg arbejdede i et meget beskyttet miljø, hvor mine kolleger tog hensyn til mig og havde plads til, at jeg havde nogle særlige behov. F.eks. lavede jeg kun test og ikke noget supportarbejde, da jeg ikke kunne tale i telefon. Men en dag ringede telefonen, hvor der kun var mig til at besvare den – og jeg løste selvfølgelig problemet. Så jeg oplevede meget tydeligt, at jeg udviklede mig meget!
Jeg skulle være førtidspensionist, når jeg blev stor
Det vigtigste, jeg har fået ud af AspIT, er en tro på mig selv. Jeg fandt ud af, at jeg kunne blive til noget. Hvis jeg ikke havde gået på AspIT, var jeg endt som førtidspensionist. Med AspIT fandt jeg min rette hylde.
Nu har jeg job
Men jeg sidder nu i mit tredje job, siden jeg blev færdig på AspIT. Jeg arbejder som IT-medarbejder i Specialområde Autisme. Et job, jeg har søgt på almindelige vilkår. Faktisk har jeg aldrig skrevet direkte i mine ansøgninger, at jeg er autist; det har vi først snakket om, når jeg er kommet til samtale.
Jeg rykker mig hver dag! Jeg lærer noget hver dag og er meget ydmyg om det.
Jeg har ro
AspIT har givet mig en ro i mit job. En ro, der kommer af min erfaring fra AspIT: Jeg tror på, at jeg kan. Og jeg har fået en viden om, hvordan jeg kan sige fra – det er noget af det, der kan være svært for mig, for jeg vil bare så gerne kunne løse alle menneskers IT-problemer.
AspIT vs. livslang forsørgelse
Det er en uddannelse, der giver eleverne troen på dem selv. AspIT er en unik mulighed for at komme videre i livet i stedet for at være på overførselsindkomst. Jeg tror helt klart, det bedre kan betale sig for kommunen at give 750.000 kr. for at uddanne en elev over 3 år på AspIT fremfor at have vedkommende på livslang forsørgelse…
Fremtiden
Jeg drømmer om at tage en akademiuddannelse i informationsteknologi på BA-niveau. Man tager uddannelsen på tre år ved siden af arbejdet. Og det passer perfekt til mig, for man kan skræddersy uddannelsen, som man vil.
For i dag har jeg mand og barn – og hus og kat. Det var der ingen, der troede, kunne lade sig gøre før. Inklusiv mig selv.