Et simpelt spørgsmål til CP Kelcos IT Supervisor Tommy Skøtt stillet af Lauge, som er praktikant fra AspIT, kan på sigt vise sig at spare virksomheden for et større beløb.
CP Kelco ApS i Lille Skensved, en mindre by i nærheden af Køge, er den største producent af pektin i verden – et naturprodukt som de fleste ikke ved findes i rigtig mange fødevarer. Produktionen kører i døgndrift, der er fokus på effektivitet og de amerikanske ejere har fokus på omkostningerne. Virksomheden er generelt meget interesseret i at hjælpe unge mennesker på vej. Derfor har flere afdelinger praktikanter, studentermedhjælpere eller medarbejdere i forskellige forløb.
Det er ønsket om at hjælpe unge mennesker med udfordringer videre, som fik IT Supervisor Tommy Skøtt til at sige ja til at få Lauge i praktik i IT afdelingen. ”Vi har alle brug for en hjælpende hånd, og da muligheden åbnede sig foran mig, greb jeg den øjeblikkeligt.”
Tommy fortæller gerne historien om, hvordan Lauge med et simpelt spørgsmål på sigt kan være med til at spare virksomheden for et større beløb: ”Vi har i dag en aftale med en leverandør/producent, som udskifter vores pc’er og skærme hvert tredje år. En dag, jeg stod og talte med Lauge, spurgte han hvorfor skærmene også bliver udskiftet, da teknologien i dem ikke ændrer sig nævneværdigt. Jeg regnede på det, og gik videre med det til min nærmeste ledelse. Det har betydet, at vi fortsat skifter pc’erne hvert 3. år men nu blot skærmene efter behov.”
IT afdelingen havde sine betænkeligheder i forhold til at tage en ung mand med autisme ind. De havde mange forestillinger om, hvor meget støtte de skulle yde til praktikanten, og om de havde ressourcerne til det.
Tommy fortæller: ”Det er gået langt bedre, end jeg havde forestillet mig. Lauge matcher godt til resten af teamet, og de opfølgninger, vi har haft med Praktikkonsulent Peter Emborg fra AspIT, har gjort at vi har kunnet tage de små hensyn i forhold til struktur og konkret kommunikation, der var nødvendige for Lauge.”
På spørgsmålet omkring hvad Lauge har bidraget til i afdelingen, svarer Tommy: ”Vi er blevet mere opmærksomme på, hvordan vi kommunikerer og hvordan opgaver bliver struktureret. Lauge bidrager med det nørdede. Han går i detaljen og kan fokusere. Han ser også nogle af de ting, som vi overser i en opgave. Han ligner nok lidt mig, da jeg var på hans alder.”
Forløbet op til starten og indtil nu har været uden de store udfordringer, men der er dog nogle: ”Vi har svært ved at læse Lauge. Vi er ikke pædagoger, men IT folk. Udadtil er der ikke noget at mærke på Lauge, så derfor har sparringen med Praktikkonsulent Peter Emborg været essentiel.”
Covid-19 betød en delvis nedlukning af IT afdelingen og at Lauge blev sendt hjem en periode. Da virksomheden lukkede op igen, havde Praktikkonsulent Peter Emborg, en samtale med Lauge som fik sat ord på de udfordringer, han oplevede i starten af sin praktik. Det gjorde, at virksomheden blev opmærksom på nogle yderligere små justeringer de skulle tage til Lauge, og han kunne derefter fortsætte i praktikken.
”Samarbejdet, sparringen og tilbagemeldingen til både praktikant og virksomhed er helt afgørende for et succesfuldt forløb. Relationen til praktikant og virksomhed er det, som får det til at lykkes for vores elever på AspIT.”, udtaler Praktikkonsulent Peter Emborg, AspIT Næstved.