Hvordan er det at være hjemsendt, når hverdagen plejer at foregå i faste rutiner? Og hvordan holder du egentlig endnu en hjemmeskoledag ud, når du plejer at møde op hos AspIT? Og er der overhovedet noget positivt i det her?
”AspIT har været gode til at kontakte os og tale med os om alt det her med Corona. Trine, vores specialpædagogiske vejleder, har også gået en tur sammen med mig et par gange, og det var rigtigt rart.”
Lærke Østerdal Thylstrup er elev på AspIT og har selvfølgelig oplevet hjemsendelsen på nærmeste hold. Og selv en hjemsendelse kan blive hverdag:
”I starten syntes jeg, det var rigtig svært. Nu er det okay. Lige når vi bliver hjemsendt eller hjemsendelsen bliver forlænget, er det ret irriterende. Da vi blev sendt hjem før jul, brugte vi alle sammen en time på at være skuffede og irriterede, og så gik det over. Nu ved vi jo, hvordan alting fungerer. Jeg har faktisk haft mere undervisning hjemmefra end inde på skolen. Så det er bare blevet en rutine nu”, siger Lærke.
Holder fast i rutinerne
AspIT har gjort meget for at holde kontakten med eleverne, men Lærke har også selv gjort en masse for at få hverdagen derhjemme til at fungere. Og selv om det kan være fristende at sove længe, har Lærke fundet en helt anden måde med sine egne små tips til at få det til at fungere:
”Jeg brugte meget energi i starten på at få lavet en god rutine, og det er jeg rigtig glad for nu. Min morgenrutine er den samme, som når jeg skal afsted: Hvor jeg plejer at gå ned til letbanen, går jeg nu en tur. Når jeg kommer tilbage fra min gåtur, snakker jeg kort med min specialpædagogiske vejleder, og så finder jeg min computer frem. Når jeg har fri, lægger jeg min computer i tasken og går en tur. På den måde ved jeg, at når jeg går ind ad døren, har jeg fri, og jeg bliver ikke stresset af at se på min computer – for den er pakket væk. Jeg smører stadig madpakke om aftenen og spiser den til frokost”, fortæller Lærke.
”Da vi blev sendt hjem første gang, startede jeg en liste med alle de gode ting ved at være hjemsendt, og den er jeg blevet ved med at skrive på, så den er efterhånden ret lang.”
Det sociale er stadig en del af hverdagen
AspIT er ikke glemt i hverdagen derhjemme. Og det er ikke kun undervisningen, som Lærke følger med i. For mange af de sociale tiltag holder AspIT fast i, så det også bliver nemmere at møde ind, når samfundet og AspIT åbner for fremmøde igen:
”Når vi er inde på skolen, går vi walk & talk sammen efter frokost. Det er vi fortsat med derhjemme. Vi har en Discord-gruppe, hvor vi siger god tur til hinanden, før vi går. I starten havde vi et tema hver dag, som vi kunne tage billeder af og lægge i vores Discord-gruppe. Da vi kom tilbage på skolen, lavede jeg en plakat med de billeder, vi havde taget. Vi har også stadig sociale aktiviteter sammen på Discord hver anden fredag”, fortæller Lærke.
Savner det uformelle
Selv om hjemmeundervisningen fra AspIT fungerer, er der selvfølgelig de samme afsavn, som vi alle mærker:
”Jeg savner at komme ud og være sammen med nogen. Det bliver ret ensomt at sidde alene hele tiden. Jeg savner rigtig meget den uformelle snak, jeg havde med lærerne og dem, jeg har undervisning med. Det føles som om, det skal være ret vigtigt, før jeg skriver til min lærer og spørger om hjælp”, fortæller Lærke.
Ja-hatten
Men der er heldigvis også positive ting ved at være sendt hjem, og dem har Lærke bestemt sig for at fokusere på:
”Da vi blev sendt hjem første gang, startede jeg en liste med alle de gode ting ved at være hjemsendt, og den er jeg blevet ved med at skrive på, så den er efterhånden ret lang.”