Hjem Jeg føler, jeg bidrager med noget

Jeg føler, jeg bidrager med noget

Asbjørn Langkjær Jørgensen har det vel egentlig som de fleste af os: Han vil udfordres. Han vil gerne lære nyt og bidrage med noget. Så han kan se, at det, han kan, kan bruges i den virkelige verden. Dén mulighed har han fået med en praktik gennem AspIT.

En del af uddannelsen på AspIT er at være i praktik i en virksomhed. Her prøver eleverne deres evner af i virkeligheden og oplever hverdagen på en arbejdsplads med de krav og forventninger, der er. Asbjørn Langkjær Jørgensen er i praktik hos Improvento, der udvikler digitale løsninger til både den private og offentlige sektor. Her arbejder han som softwareudvikler og videreudvikler Improventos løsning til politikerafregning og Quality Suite. ”Praktikken har været god for mig, fordi jeg føler, at jeg bidrager med noget hos Improvento. Jeg føler mig velkommen, og jeg lærer en masse nyt,” fortæller Asbjørn.

En del af et mangfoldigt team
”Asbjørn gør teamet bedre! Han giver det en mangfoldighed, og han har en imponerende faglighed,” fortæller Asbjørns mentor, Anette Irene Algreen og understreger, at det er meget berigende at have Asbjørn på holdet: ”Når vi er forskellige i køn, alder, religion og behov får vi et mangfoldigt team, hvor vi kan udvikle os og tænke kreativt, fordi det ikke bare bliver Rip, Rap og Rup.”

 

Lær Asbjørn at kende

  • Asbjørn Langkjær Jørgensen
  • 26 år
  • Softwareudvikler hos Improvento
  • Bruger fritiden på egne udvikler-projekter
  • Elsker at læse bøger om science fiction og fantasy

AspIT sørger for den gode oplevelse – for begge parter
For at skabe en god oplevelse for både eleven og virksomheden skal der være sikkerhed for, at praktikanten kommer ind i en virksomhed, hvor der er mulighed for at lære nyt og plads til særlige behov. Her kommer AspIT på banen: AspIT både formidler kontakten mellem eleven og virksomheden og sørger for, at der er helt tydeligt afstemte forventninger hos begge. Og det har været en hjælp for Asbjørn: ”AspIT har hjulpet mig ved at sørge for, at min trivsel er god på min praktikplads, og at jeg er fuldstændig klar over hvilke forventninger, der er til mig,” siger han. Anette er også meget glad for samarbejdet med AspIT, som kun kalder ukompliceret og en rigtig fin ordning: ”Det er vigtigt, at det er en god oplevelse for alle, så vi mødtes først for at se, om vi var et match. Og Asbjørn var bare et pletskud!”
AspIT har formidlet kontakten og spiller en stor rolle i det gode forhold: ”Praktikvejlederen, Christina, har hjulpet mig til at forstå Asbjørns behov. Hun er meget struktureret og spørger om alt det, jeg selv ville glemme. Vi har jævnlige mentormøder, og intet er usagt her, bl.a. fordi Christina sørger for den åbne dialog,” fortæller Anette.

Improvento

  • Udvikler digitale løsninger til både den private og offentlige sektor
  • 14 ansatte
  • Asbjørn er Improventos første samarbejde med AspIT
  • …men ikke det sidste!

Mulighed for at udvikle sig
Som softwareudvikler arbejder Asbjørn med .net-udvikling og brugeradministrationsværktøjet MongoDB. Asbjørn havde ikke erfaring med acces management-løsningen Keycloak, da han startede hos Improvento, men han har lært at arbejde i systemet. Og faktisk er det netop muligheden for at udvikle sig, der skaber arbejdsglæden: En god dag ved Improvento er en dag, hvor jeg er kommet videre med en opgave og samtidig har lært noget nyt.

…også personligt
Asbjørn har udviklet sig meget under sin praktik. Ikke bare fagligt, men også personligt: ”I starten var Asbjørn nervøs, undskyldende og havde ikke lyst til at sige noget. Nu er han blevet mere selvsikker og glad, og han smiler med øjnene,” fortæller Anette. Det kan Asbjørn genkende: Jeg tror generelt, at praktikken har været god for mig; det har givet mig noget motivation og gjort mig mere glad,” siger han, og Anette supplerer: ”Vi oplever ikke, at Asbjørn har en diagnose. Han har virkelig forandret sig hos os: Han har fundet sin værdi og fundet ud af, hvordan han kan bruge sig selv. Han vil gerne udfordres. Asbjørn mener selv, at det er rammerne her, der gør det. Før ville han helst gå hjem før frokost, men nu spiser vi alle sammen, og han synes, det er hyggeligt.”

Har fået mere end forventet
Improvento har fået mere, end de turde håbe på: ”Vi har ikke skullet træne ham op; Asbjørn har gjort det meste selv. Han er meget engageret. Han hjælper os med udviklingsopgaver og bidrager med stor viden og god energi. Asbjørn er bare pissedygtig! Han er meget intelligent og kvalitetsbevidst i det, han afleverer,” siger Anette, der er meget glad for og stolt af samarbejdet med Asbjørn: ”Tænk hvis vi kunne give alle med udfordringer dét, som vi har givet Asbjørn.”

Nu vil han have mere
Asbjørns drøm er at få et fuldtidsjob. Men det har længere udsigter end først planlagt, for nu har han fået blod på tanden, og til september 2021 skal han læse datalogi. ”Jeg kommer til at stalke ham og bede ham sende postkort fra universitetet,” siger Anette, og fortsætter: ”Vi bliver fattigere, når han forlader os! Han har givet os noget, vi ellers ikke ville få: En mangfoldighed, der har gjort teamet bedre! Jeg håber, han kommer tilbage, når han er færdiguddannet.”