Hjem AspITs årsmøde rundede af med opskriften på læring der virker

AspITs årsmøde rundede af med opskriften på læring der virker

AspITs årsmøde rundede af med opskriften på læring der virker

“Når vi ved, at grisen er klogere end hunden, er det så ikke mærkeligt, at det er hunden der ligger og hygger sig foran pejsen derhjemme, og grisen der fryser i supermarekedets køledisk?” Der var masser af smil, grin og finurlige tankespind over Peter Lund Madsens sprudlende indlæg på AspITs årsmøde. Og efter hjerneforskeren var det tid til socialpsykologiens mester, Per Schultz Jørgensen – med fuld kraft på en anden måde.

Peter Lund Madsen er kendt af de fleste, og måske især for sit humoristiske makker- og broderskab med Anders Lund Madsen. “Hjerne Madsen” er læge og hjerneforsker, og har primært forsket i hjernens energistofskifte. Han står desuden bag en lang række videnskabsformidlingsprojekter, og det var netop hans flair for det sidste – formidling af kompliceret stof -der var opgaven på AspITs årsmøde.

< class="htmlarea-showborders">

Peter Lund Madsen tog de over 230 gæster på Brogaarden med på en underholdende rejse i dyrenes verden, inklusiv det store, kloge pattedyr, mennesket. Og sikken en tur. Salen grinede, klappede og funderede over de mange input. Èt af de mere centrale budskaber var den med, at vores hjerner fordrejer indtryk så det passer med de forudbestemte mønstre, hjernen allerede har. Objektive oplevelser bliver altså til subjektiv modtagelse. Ta´ lige den. Eller beskeden om, at vi pattedyr udmærker os ved at være i stand til at skabe en erkendelse af at være noget i en virkelighed – nogle bedre end andre…

Peter Lund Madsen

Eller hvad med meldingen om, at hvis man har lidt svært ved at aflæse sociale signaler hos andre mennesker, betyder det ikke, at man nødvendigvis mangler evnen til medfølelse. Den melding kunne især salens mange AspIT elever varme sig på.

Tidligere formand for Børnerådet, professor i socialpsykologi, Per Schultz Jørgensen, har blandt andet forsket i børns sociale identitet, og indtog talerstolen på årsmødet med overskriften Hvordan bliver man uddannelsesparat? Og det blev til en times tid med guldkorn fra et menneske, der i den grad brænder for alle unges muligheder for et liv med mening og selvværd.

Uddannelsesparathed er ikke noget, der kan måles, begyndte Per Schultz Jørgensen – det er noget, der bygges op i fællesskabet med andre. Og alle kan derfor lære. Det er kun et spørgsmål om at sætte ind med læring lige dér, hvor mennesket er – altså hvor det giver et holdepunkt. Uddannelsesparat er ikke noget man er,det er noget man gøres til i mødet med andre.

Paratheden overfor at lære noget, afhænger af tre forhold, påpeger Per Schultz Jørgensen. Den psykologiske, den relationelle og den faglige parameter. Det psykologiske aspekt handler om at kende målet, føle sig tryg og bakket op, og især om at have selvværd. Det relationelle, om at have kammerater, og indgå makkerskaber. Og endelig, det faglige, der handler om skolepræstation og selvvurdering, lærerforventninger, social sammenligning og forståelse af evalueringens betydning.

Det var en sand strøm af værdifulde inputs, der kom fra Per Schultz Jørgensen, til alle, der interesserer sig for læring og indlæring. For eksempel afsnittet om skolekultur, og hvad der i den forbindelse er vigtigt i forhold til et effektivt og rart uddannelsesmiljø.

Og så var der kapitlet om vejledning, og vigtigheden af det i forhold til den gruppe af unge i samfundet, der har særlige behov. Her kom Per Schultz Jørgensen med sammenligningen med stilladset, der individuelt tilpases huset – dvs eleven – og jo aldrig er højere end huset. Men det er fra stillladset, at byggestenene rækkes ind til eleven i takt med, at eleven vokser med opgaven, og måske selv beder om stenene i det tempo, der passer. Det individuelle hensyn, der styrker individets deltagelse i fælleskabet – dét budskab var også blandt de centrale hos Per Schultz Jørgensen.

Alt i alt var der den dag i Middelfart god grund til at tro, at AspITs måde at gøre tingene på, bakkes op af både teoretikere og praktikere. Og mon ikke det er derfor, at det lykkes for AspIT som noget helt unikt i forhold til andre uddannelser, at sikre beskæftigelse til hele 80% af eleverne på dimmisionstidspunktet.

Tak til alle for et godt årsmøde 2012 – vi ses igen på Brogaarden til AspIT årsmøde 2013 den 30 maj.

Ha´ en rigtig god sommer.


Du er meget velkommen til at give dette nyhedsbrev videre i dit netværk eller frit at anvende nyhedsbrevet med tydelig kildehenvisning: "AspIT – Nyhedsbrev".

HUSK

Gratis konference på Brogaarden – Strib/Middelfart

AspIT at Work – Årsmøde den 30. maj 2013 kl. 11.30 – 17.00.