Hjem Vækstkommune glad for AspIT

Vækstkommune glad for AspIT

Bornholms erhvervsdirektør:

– Godt at AspIT kom til Bornholm. Vi har brug for arbejdskraften

Langt væk fra både det driftige Trekantsområde og pulsen i København, ligger Bornholm og overrasker med vækst på stort set alle parametre. 425 nye CVR numre på et år, tilflytning og lav arbejdsløshed. AspIT forudså udviklingen, og kan nu tilbyde veluddannet IT arbejdskraft til de mange nye e-commerce virksomheder, der præger solskinsøens erhvervsliv.

Ta´ lige ordet udkantsdanmark, gang det med positiv og læg resten oveni. For uanset, hvordan du vender og drejer det, så går det ret godt på Bornholm – nu. For det er ikke længe siden, at øen sloges med både affolkning og høj arbejdsløshed.

Nogen af dem, der var med til at satse på, at Bornholm skulle gå lysere tider i møde, var AspIT, som allerede i 2014 tilbød en tre-årig ungdomsuddannelse til øens unge med Autisme Spektrum forstyrrelse og med fokuseret talent for IT. Og nu står skolen klar med præcis den færdiguddannede arbejdskraft, som den aktuelle erhvervsudvikling behøver.

– Vi skal ha´ de unge IT talenter fra AspIT ud i de nye virksomheder, siger erhvervsdirektør på Bornholm, Frederik Romberg

–Vi er glade for AspITs initiativ med at ere sig på Bornholm. Uddannelse på øen, er noget af det vigtigste for vores udvikling. En ny prognose viser, at vi i 2020 kommer til at mangle 1900 personer til ledige jobs. Allerede nu har vi en relativ lav arbejdsløshedsprocent, der faktisk svarer til niveauet i Trekantområdet. På bare ét år har vi fået 425 nye CVR registreringer. Og der er i dag flere, der flytter til end fra Bornholm, fortæller direktør Frederik Romberg, Business Center Bornholm, som står for regionskommunens samlede erhvervsudvikling.

–Vi kan se en interessant tendens i de mange nye CVR registreringer, nemlig at der er mange webshops og e-commerce virksomheder. Vi har i forvejen en fødevareklynge, og meget tyder på, at vi nu også får en driftig IT-klynge af moderne forretningskoncepter.

–Så nu gælder det om, at få AspITs unge IT talenter ud og hjælpe de bornholmske virksomheder. DR kaldte dem fornyelig de Skjulte Talenter i en programrække på DR1. På Bornholm skal de helt frem i lyset. Vi har brug for unge med flair for IT. Måske kunne de mange små IT firmaer på øen, gå sammen om at ansætte en af de unge AspIT´ere – ideen er hermed givet videre, siger Frederik Romberg.

Videndeling og det gode liv

Én af dem, der nikker ja til den idé, er Kristine Werner fra design- og møbelhuset Werner & Larsen i Rønne. Virksomheden har både en stor fysisk butik på to etager, og en velbesøgt webshop, som firmaets unge Martin fra AspIT tager sig af.

–De bornholmske virksomheder vil ha´ stor gavn af, at benytte sig af tilbuddet fra AspIT om kvalificeret lokal IT kompetence. Og de unge bornholmere er jo i forvejen vant til at være fleksible i forhold til flere joblokaliteter, så jeg kan godt forestille mig, at en mindre virksomhed, der ikke har behov for en fuldtidsansat IT medarbejder, gik sammen med en anden virksomhed om en ung AspIT´er. På den måde, kunne der jo også genereres videndeling og udvikling, siger Kristine Werner.

–Vores forløb med Werrner & Larsen er nok et meget godt eksempel på det, der lige nu sker med de mange nye e-handelsvirksomheder på øen. Vi flyttede også fra københavnsområdet til Bornholm. Men ikke kun pga. vores virksomhed. Bornholm er et godt sted at være børnefamilie, her er trygt for børnene, gode skoler osv. Vi voksne slipper for to timers daglig bilkø og transport, og så har vi billigere boligudgifter herovre, der betyder, at vi kan rejse noget mere med familien. Så det handler vel om det hele liv, og dén er mange unge børnefamilier vist med på.

Vil du vide mere om AspIT på Bornholm, og om hvordan du får fat i én af de unge IT talenter til din arbejdsplads, er du velkommen til at kontakte praktikkonsulent hos AspIT i Rønne, Morten Thune, på tlf. 22 72 44 98


HUSK Gratis konference på Brogaarden Strib/Middelfart, AspIT at Work Årsmøde d. 18. maj 2017 kl. 10-16.