Det lyder nemt, at AspIT uddanner til job. Men med autisme og typisk andre diagnoser i bagagen, er det sjældent nemt. Heldigvis er der hjælp fra AspIT – så både virksomhederne og eleverne bliver klædt på.
Her kan du møde praktikanten, virksomheden og vejlederne. Sammen har de fundet en løsning, så det ikke bare er vi-hjælper-hinanden: Samarbejdet er blevet meget mere end dét.
Troels:
Jeg arbejder som systemudvikler hos Proshop, hvor jeg udvikler software til intern brug. Det handler om integration af protokollen til vores pakkerobot, der bruges i samspil med logistik. Mit job er at programmere. Jeg assisterer også mine kolleger, når der er noget teknisk, jeg kan hjælpe med. Jeg har speciale i at få softwaren til at bygge rigtigt. Jeg tror, at det, jeg er god til, er at have tålmodigheden til at grave mig ned i det.
Christina:
Vi besøger virksomheder med eleverne. Så får de billeder på, hvad det vil sige at være på en arbejdsplads. Nogle tænker måske, om de får eget kontor; og med sådan et besøg kan de bedre forestille sig, hvad de selv kommer ud til.
Troels:
AspIT kan noget særligt i forhold til, at man får føling med det, man skal arbejde med bagefter. Der er ikke noget ubrugelig teori, som jeg har oplevet det på andre uddannelser. Det er det bedste; at uddannelsen er hands-on. Og så er det mennesker, der vil én det godt.
Christina:
Gennem hele uddannelsen taler vi om, at formålet er at få job. For at eleverne kan få et job, skal de have talent og interesse for det. De skal have motivation, og så skal de kunne blive klar til arbejdsmarkedet i løbet af de tre år, de er på AspIT. Nogle elever frygter næsten at skulle i praktik, men de skal altså ikke være job-parate fra starten; de skal bare have viljen til at blive det.
Et match er det vigtigste
Trine:
I faget ”Kommunikation og personlig udvikling” lærer eleverne om deres udfordringer og styrker. I faget ”Samfundsforståelse” lærer de, hvordan der er på en arbejdsplads og de uskrevne regler. Vi er nysgerrige på eleverne, og gennem hele forløbet prøver vi at se bag om deres adfærd for at arbejde med de reelle udfordringer der er. Christina og jeg sparrer løbende, derfor kender Christina eleverne indgående når de skal i praktik.)
Christina:
Vi hjælper eleven med at skaffe aftale om praktik. Vi kigger på, om eleven har ønsker og også, hvad virksomheden søger. Har vi så et match? Det skal være et match både fagligt, personligt og geografisk. Vi lægger en plan for opstarten, og vi følger også op undervejs.
Det vigtigste er, at vi skal vurdere, om der er et match. Både eleven, AspIT og virksomheden skal tro på det. Ellers gør vi det ikke.
Klar til praktik
Mikael:
Inden vi fik vores første AspIT-praktikant, tænkte vi meget over, hvad vi skulle forvente, og hvordan vi skulle behandle vedkommende. Men heldigvis kan vi sparre med AspIT og med eleverne selv, og jeg har også været på mentorkursus, så vi kan give praktikanterne den bedste oplevelse. Men nu behandler vi dem, som vi behandler alle andre ansatte uden en diagnose.
Selvfølgelig lytter vi til den enkelte elevs behov og tager det hele case-by-case; der kan jo være nogle individuelle hensyn, som vi gerne vil tage.
Christina:
Der er nogle forskellige steps, som eleven skal opfylde for at være klar til at komme i praktik. Det handler bl.a. om at kunne møde til tiden, tjekke sin mail og være bevidst om, at ens egen fremtoning har indflydelse på andre. Men vi er ikke firkantede, så det kan også være noget, der først giver mening at arbejde videre med, når de er ude i praktikken.
Hvis der er noget, eleven har svært ved, taler vi om det – også med virksomheden. Vi skjuler ikke noget for praktikstedet.
Trine:
Vi holder evalueringssamtaler, hvor vi taler om elevens trivsel, og hvad vedkommende skal arbejde med for at blive klar til praktikken. Samtalerne er individuelle, for det er jo helt forskelligt, hvad den enkelte elev vil og kan.
Troels:
Det var Christina, der arrangerede praktikken hos Proshop. Jeg kendte Proshop i forvejen og har handlet her selv mange gange, så det var helt vildt fedt at få praktikplads her!
Det sociale bliver bedre
Christina:
Virksomhederne skal være villige til at bruge tid på en AspIT-praktikant for at få én. Det koster ikke noget i kroner og øre, men det koster lidt ekstra tid. Virksomheden skal bruge tid på oplæring og mentorkurser. Og det kræver en opmærksomhed; fx når der er julefrokost, skal mentoren have overskuddet til måske at hjælpe praktikanten med at gennemgå forventningerne.
Troels:
Jeg har ikke bare fået et job gennem AspIT. Jeg er også blevet forberedt socialt, bl.a. gennem de fredagscaféer vi holder hos AspIT, hvor vi typisk spiller brætspil og hygger. Hos Proshop sidder vi i et åbent kontor, så der er en del snak hen over bordene til daglig, og jeg synes, det er rart med lidt liv.
Mikael:
Vi oplever, at AspIT-praktikanterne har det godt med at vide, hvad de skal i morgen. Deres opgaver her er klart definerede, og det trives de godt i.
Og så er det godt for hele holdet, at vi rummer de praktikanter. Vi er et rummeligt hus, der har plads til alle, og vi har både ansatte med fysiske og psykiske udfordringer. Derfor føler AspIT-praktikanterne sig ikke specielle hos os; for her oplever de, at der er ”mange som mig”.
Vi har lært, at vi gerne vil have praktikanter fra AspIT – men tilgangen skal ske i et tempo, hvor vi har plads til den kærlighed, som den enkelte praktikant skal have. Dét vil vi ikke gå på kompromis med, og det er vigtigt for os, at Troels og de andre får den støtte og de hensyn, de har brug for.