Hjem Inspiration fra Soulaima Gourani og DRs Nicolai Sonne

Inspiration fra Soulaima Gourani og DRs Nicolai Sonne

Særlige udfordringer kan være særligt godt.

Der findes to slags mennesker. Dem, der knækker på modstand, og dem, der bliver stærkere. Sådan indledte erhvervskvinden Soulaima Gourani sin dynamiske powertalk på AspITs jubilæumsårsmøde forleden. Og det er især den sidste gruppe – dem der bliver stærkere, klogere og mere kreative – der inspirerer hende i studiet af talent og kompetence. Mere inspiration? Så gerne. Nicolai Sonne, kendt fra DRs So Ein Ding, tog nemlig de mange gæster med på en forrygende hightech tur – læs; optur. Du får noget af turen her.

Når man er verdens første IT uddannelse for unge med fokuseret talent, med en acceleration fra 0 til 10 skoler på under 10 år, og har rygsækken fyldt med priser og anerkendelser fra steder som bla. EU og Unesco, så er det vel okey, at gi´ den lidt ekstra gas, når der skal være årsmøde. På den måde er AspIT fint på linie med Soulaima Gourani.

– Jeg foretrækker at være blandt folk, der lærer mig noget, sagde Soulaima Gourani. På årsmødet, var gæsterne nok enige om, at inspirationen gik fra Soulaima til salen.

– Jeg er fortaler for et samfund, hvor folk stikker ud, og stikker af fra det normale, fra det komfor. Vores hjerner er fyldt med undskyldninger for ikke at gøre det vilde, det utraditionelle. Jeg har også fået fine priser og rar anerkendelse, men det er vigtigt, at den slags ikke bliver til sovepiller, og undskyldninger for at blive magelig, og læne sig tilbage mens udviklingen suser forbi, mener Soulaima Gourani.

For et par år siden blev Soulaima Gourani udnævnt til Young Global Leader af World Economic Forum, og er dermed blandt verdens Top 200 bedste af slagsen. I erhvervslivet er hun kendt for, at udfordre det erede, og forsøger at få virksomheder og organisationer til at gå helt nye veje. Man siger om hende på de bonede gulve, at hun er inspirerende, autentisk, kompromisløs, provokerende, visionær, passioneret, udfordrende. Og det beviste Soulaima Gourani da hun gav AspIT jubilæet ekstra fart over feltet.

– Jeg foretrækker i mange sammenhænge at være junior. At være blandt dem, jeg kan lære noget af. I stedet for at sidde og tro, jeg kan det hele. Det betyder jo bare, at jeg sidder stille. Jeg har tværtimod et princip om, at jeg skal blive ved med at gøre ting, jeg er lidt bange for. Faktisk har jeg et slogan, der hedder if it aint broken, break it. Altså, lad være med at være tilfreds, men søg det unikke, og det nye, lød det med hilsen til AspITs filosofi om unik talentudvikling på baggrund af individualiseret uddannelse.

– Det er min oplevelse, at unikke, værdifulde kompetencer ikke nødvendigvis kun har noget med akademisk uddannelse at gøre. At være passioneret og fokuseret omkring sine interesser, og på den måde blive særligt god til noget, kan være meget værdiskabende, siger Soulaima Gourani, der til daglig er virksomhedsrådgiver, forfatter og foredragsholder for toppen af dansk erhvervsliv med stor succes. Og ligesom mange af AspITs elever, er hun også én af dem, der bryder mønstret for hvad man kan, når man begynder livet med særlige udfordringer.

Soulaima Gourani og Ole Bay Jensen – enige om hvad der udvikler værdiskabende erhvervstalent.

– Jeg har et underligt navn, er mørk i huden, skiftede skole rigtig mange gange, boede på børnehjem og hos plejefamilie, og fik ofte at vide, at jeg aldrig ville blive til noget. Jeg tror, at det præcis var det sidste, der provokerede mig til netop at gøre det, der ikke var forventet af mig.

At gå mod det, omverdenen forventer, og i stedet overhale udviklingen indenom, var også noget af det Nicolai Sonne kom ind på i sit bidrag til AspITs jubilæumskonference. Nicolai Sonne er for hightech verdenen, hvad BBC´s Topgear er for bilindustrien; den knivskarpe iagttager og formidler.

– Hele den vilde udvikling begyndte med transistorerne, og især da de blev mindre og bedre. Faktisk får vi til stadighed mere og mere computerkraft for færre og færre penge. Og det bliver mere og mere brugervenligt. I dag kan jeg via min mobiltelefon få taget mål til en ny skjorte, og få den leveret et par dage senere, og det hele for få dollars, som jeg også betaler via min telefon. Synd for skrædderen henne om hjørnet, men hvorfor skulle jeg betale ham det ti-dobbelte, når min mobil klarer det hele nemmere, hurtigere og billigere, mener Nicolai Sonne, som mange kender fra So Ein Ding på DRTV.

– Kodak opfandt faktisk digital kameraet allerede i 70´erne, men gemte det væk fordi de hellere ville sælge deres filmruller. En dag blev de overhalet af udviklingen, da andre innovative folk havde en helt anden filosofi med deres landvindinger; videndeling. Eller hvad med taxa-konceptet UBER, som på fire år har opnået en markedsværdi på niveau med gode gamle General Motors, fordi de har brudt med faste forestillinger om, hvad taxa-kørsel skal være.

– Stadig billigere computerkraft gør livet lettere for alle, mener Nicolai Sonne.

Nicolai Sonne tog salen med på en fantastisk tur gennem alt det, der lige nu rykker på nettet via mobilen og andre platforme. Men også om robotteknologi, virtual reality og tilmed nye effektive forretningskoncepter.

– Én af verdens største og mest værdifulde virksomheder, Google, opkøber pt en række virksomheder indenfor robotteknologien. Og når de gør det, ku´ det godt være, vi andre også skulle tage dén udvikling alvorligt. Robotterne bliver nemlig også både billigere og dygtigere, og dermed kommer de til at overtage flere og flere af de jobs, vi ”i går” kun kunne forestille os udført af mennesker. Og noget af det nye, er også det med at samle arbejdskraft via nettet, dér hvor den er til stede uafhængig af geografi og tid, og hvor hver enkelt arbejdstager udfører blot en lille del af et meget stort projekt, fortalte Nicolai Sonne, og supplerede med eksempler på dét, og rigtig meget andet i et foredrag, der inspirerede ret så vældig meget.

Er du typen, der er til spændende links på nettet, får du lige et par tips fra Nicolai Sonne her. Er du til drone-teknologi og interessante trends, så tjek Chris Anderson. Mangler du dimser eller dutter indenfor stort set al kram og teknik, så gå på alibaba.com. NEST er det nye intelligente styringssystem til hjemmet. Kickstarter.com er stedet for dig, der mangler kapital til nye projekter. På volvo.com kan du se, at førerløse biler og lastbiler er lige om hjørnet. Og skal det være helt nørdet og tanke-ruskende, så se lige videoerne fra Numberphile på YouTube.

Joh, der var på flere måder noget for enhver til AspITs jubilæum forleden, da solen traditionen tro skinnede om kap med de 200 gæster i god stemning på endnu et årsmøde på Brogaarden ved Middelfart – som du kan se fra oven via faldskærmsudspringernes go-pro film, når du trykker på dette link. Læg feks mærke til, hvor langt væk fra landingsstedet, springerne forlader flyet, og hastigheden når de lander på græsplænen ved konferencen. Faktisk fascinerende.

Ps. Fik du det første nyhedsbrev fra årsmødet? Ellers find det på aspit.dk, lige her.


HUSK
Gratis konference på Brogaarden, Strib/Middelfart
AspIT at Work 11-Årsmøde d. 19. maj 2016 kl. 10 – 16