Hjem AspIT i Esbjerg

AspIT i Esbjerg

En mor ringede

– og nu kommer AspIT så til Esbjerg

For et års tid siden tog en mor til en ung med Asperger Syndrom et godt initiativ. Hun ringede til Peter Amstrup på EUC i Esbjerg, og spurgte “Hvorfor har vi ikke en AspIT uddannelse i Esbjerg”. Og snart efter gik Peter og hans team i gang med at undersøge mulighederne for om skolen kunne blive en del af det voksende AspIT netværk. Resultatet er endnu en nål i danmarkskortet for AspIT.

Nogle gange kommer initiativet ikke fra de sædvanlige kanaler. I Esbjerg var det en engageret mor, der satte processen for endnu en AspIT lokalitet i gang. Allerede efter kun et år med en masse møder, godkendelser og beregninger er det nu en realitet, at EUC i Esbjerg bliver nyeste skud på AspIT stammen.

– Det første, der skete da en mor til en søn med Aspergers Syndrom ringede, og gjorde mig opmærksom på behovet for en AspIT uddannelse i Esbjerg, var at mit sociale gen blev ramt. Her var åbenbart en gruppe af unge mennesker, som havde nogle ganske særlige evner – og behov – som det øvrige uddannelsessystem ikke tog hånd om i vores del af landet, fortæller direktør Peter Amstrup fra erhvervsskolen EUC Vest i Esbjerg.

– Allerede på vores første møde med de lokale UUV folk, fik vi bekræftet, at der ikke var noget tilbud til de unge Aspi´ere i vores område. Siden fik vi også kommunen med på idéen, og derefter handlede det om, at få klarlagt, hvorvidt vi kunne skaffe de nødvendige pædagogiske kompetencer og fysiske faciliteter til denne gruppe af unge med fokuseret talent. Og i det forløb har Ole Bay Jensen fra AspIT Kompetencecenter i Vejle været en meget stor hjælp – faktisk har Ole været fundamentet for at vi overhovedet kan starte en AspIT her hos os, siger Peter Amstrup.

Projektleder for forløbet, og kommende afdelingsleder for AspIT på EUC Vest, er uddannelseskonsulent Karen Munk Rasmussen, der glæder sig meget til de kommende informationsmøder for forældrer og kommende elever samt uddannelsesvejledere, socialrådgivere og andre interesserede.

– Jeg er helt sikker på, at der sidder en stor gruppe af unge Aspi´ere rundt omkring i området, der ikke får den mulighed for uddannelse, som deres særlige evner fortjener. For os handler det nu om, at dyrke denne her skjulte kompetence, som Aspi´erne repræsenterer i forhold til samfundets behov for talentudvikling og stabil arbejdskraft. Og det er jo netop det, Aspi´erne kan levere – hvis de får det rigtige uddannelsestilbud på deres egne præmisser, siger Karen Munk Rasmussen.

– Når det gælder vores forberedelser, har efteruddannelsen af vores udvalgte lærere været vigtig for os. Vi ved fra AspIT Kompetencecenter, at netop de pædagogiske kompetencer er essentielle i forhold til eleverne. Derfor sender vi vores lærere på kursus henover efteråret. Og når det gælder de fysiske rammer for undervisningen, har vi sat vores bygningsforvaltning i gang med at finde, og indrette, passende lokaler, fortæller Karen Munk Rasmussen.

En væsentlig del af AspITs koncept er de løbende praktikperioder. Det er nemlig netop praktikperioderne, der skal ruste eleverne til den primære ambition med AspIT. At skaffe unge med Aspergers syndrom en meningsfuld tilværelse gennem varig beskæftigelse som alternativ til førtidspensionering, som man desværre oplever er konsekvensen for mange Aspi´ere.

– Vi føler os ret sikre på, at vi kan skaffe praktikpladser, når den tid kommer. Vi har et temmelig stort netværk blandt områdets virksomheder, idet vi jo gennem flere år har skaffet praktikophold til vores øvrige elever på EUC. Men også på dette område, ved vi, at vi kan hente inspiration og hjælp hos Ole Bay Jensen fra AspITs Kompetencecenter, siger Peter Amstrup, og opfordrer alle interesserede til at dukke op til den nye AspIT skoles informationsmøder i oktober og november.

Du er meget velkommen til at sende dette nyhedsbrev videre i dit netværk eller frit at anvende nyhedsbrevet med tydelig kildehenvisning: “Nyhedsbrev – www.aspit.dk“.

Tildsbrev