Hjem Målet er nået. AspIT i hele Danmark!

Målet er nået. AspIT i hele Danmark!

Målet er nået. Aspit i hele Danmark!

Nu bliver AspIT endelig landsdækkende. Fire af landets øvrige erhvervsskoler går nu hånd i hånd med Vejle Handelsskole, så Aspi´ere i hele landet kan se frem til optimale rammer for en IT uddannelsesmodel med perspektiv.

For Vejle Handelsskole har det længe været ambitionen at udfolde AspIT konceptet til at være et landsdækkende undervisningstilbud for unge med Aspergers Syndom.

Fra august bliver det nu en realitet. De fire nye partnerskabsskoler er TietgenSkolen i Odense, Århus Tekniske Skole, Skive Handelsskole og sidst, men ikke mindst TEC – Technical Education Copenhagen, som med over 4.500 studiepladser er på Top 5 over landets største erhvervsskoler.

Sammen med Vejle Handelsskole vil de i alt 5 erhvervsskoler tilbyde de unge Aspi´ere et ensartet uddannelsestilbud til ensartede priser, og med Vejle Handelsskole som stedet for skolernes samlede kompetencecenter. Det betyder, at projektchef Ole Bay Jensen fra AspIT i Vejle, fremover også skal stå i spidsen for det nye skolenetværks kompetenceudvikling. Kompetencecenteret vil blandt andet løbende afprøve og forbedre uddannelsesmodeller og udbrede den nye viden til partnerskolerne.

– At AspIT nu bliver et landsdækkende tilbud er en milepæl i vores udvikling. Vi har med vores lokale initiativ bevist, at der er noget om snakken, når vi siger, at unge aspi´ere sagtens kan gennemføre et uddannelsesforløb, hvis de optimale rammer er til stede – og tilmed kan få et godt job bagefter. Dermed kan andre aspi´ere nu få glæde af vores erfaringer, og det glæder mig en meget, siger projektchef Ole Bay Jensen fra AspIT i Vejle.

– Det nye AspIT kompetencecenter på Vejle Handelsskole får en stor opgave i forhold til partnerskolerne. Vi skal understøtte konsulentvirksomhed rettet mod målgruppen, skoler og virksomheder gennem kurser, foredrag og større konferencer. Samtlige undervisere skal efteruddannes indenfor målgruppens særlige behov og have en erhvervspædagogisk efteruddannelse som gennemføres i tæt samarbejde med Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse (DEL) i Århus, fortæller Ole Bay Jensen, som også kommer til at stå i spidsen for netværkets evalueringsprocesser i samarbejde med Danmarks Evaluerings Institut – EVA.

Godt på vej til god skolestart

Alt tyder på, at AspIT som landsdækkende tilbud får en god start. Motivationen på partnerskabsskolerne fejler i hvert fald ikke noget, og meget tyder på, at AspIT konceptet rammer et længe næret behov for også at gøre noget særligt for unge med Aspergers Syndrom andre steder end i Vejle. På Århus Tekniske Skole har man således i flere år haft aspi´ere blandt de studerende.

– Vi har set, at vores unge med Aspergers Syndrom har haft temmelig store udfordringer med at klare sig igennem uddannelserne. Først fra dialogen med AspIT i Vejle, har vi forstået, hvad der skal til dels for, at de klarer skærene på skolen, og dels for, at de også får et relevant job, når de er færdige, siger Områdeleder Aksel Hjuler fra Århus Tekniske Skole, der starter det såkaldte brobygningsforløb i starten af det nye år, og dermed det første hold AspIT elever i august 2009.

– AspIT konceptet udmærker sig bl.a.ved det isolerede miljø. Herfra er det meget nemmere at opbygge det sociale netværk på netop aspi´ernes præmisser. De kræver jo andre sociale tilbud, og mange bryder sig f.eks. ikke om gruppearbejde. Jeg tror heller ikke, vi får problemer med at skaffe praktikpladser i Århus området. Flere af de lokale virksomheder ved allerede, at aspi´erne kommer med nogle helt specielle færdigheder, som kan være meget attraktive for en arbejdsgiver. Der er en række virksomheder, som vi tror, er med på det, fortæller Aksel Hjuler, der også kan berette om et temmeligt engageret lærerkorps i forhold til at gå i gang med AspIT konceptet.

På den store erhvervsskole i Odense, TietgenSkolen, er Aspergere heller ikke noget nyt fænomen. Men ligesom i Århus har man heller ikke i Odense vidst, hvad man skulle gøre for at hjælpe de unge bedre på vej.

– For halvandet års tid siden besluttede vi, at vi ville gøre noget for at hjælpe de svageste kandidater frem til en uddannelse. Og en af de grupper, der var på bordet, var netop aspi´erne. Med konceptet fra Vejle som en integreret del af vores samlede undervisningstilbud, har vi nu et helt konkret tilbud til de unge Aspergere, der vil have kompetencer indenfor IT. Vi starter op efter sommerferien med brobygningsfasen, og perspektivet er, at vi om 2 – 3 år har en fuldt kørende AspIT model med flere årgange, siger Uddannelseschef Kim Larsen fra TietgenSkolen, som håber, at de fynske kommuner nu vil bakke initiativet op i form af økonomisk støtte.

København er også med

En af landets helt store erhvervsskoler er TEC, Teknisk Erhvervsskole Center, og her har man også valgt at tilslutte sig AspIT netværket. Det er en god nyhed for de unge aspergere i hovedstaden, der nu får et lokalt undervisningstilbud på deres egne præmisser.

– Det er vigtigt for os, at vi har en rummelig erhvervsskole med plads til både alle uddannelsessøgende, også dem, der kræver særlige rammer for at kunne gennemføre. Så med AspIT konceptet i hus får vi mulighed for at nå en af vores vigtigste målsætninger som moderne erhvervsskole, siger uddannelseschef Per Buron fra TEC.

– Vi har sandsynligvis allerede studerende med Aspergers syndrom, men vi har ikke været bevidste om, hvem de enkelte var. Det er først nu, efter møderne med AspIT i Vejle, at vi har fået den viden, der gør, at vi nu kan imødekomme den enkelte unge med henblik på at optimere uddannelsesforløbet på hans eller hendes præmisser. Det vil sige separat lokale, faste lærere, små hold osv. Vi ser frem til at uddanne denne målgruppe, og forventer, at det er med til at udvikle TEC som uddannelsesinstitution, siger Per Buron.

Samarbejde i Skive

I den anden ende af landet, får regionen omkring Skive nu også sit særlige tilbud til unge aspi´ere. Skive Handelsskole har allerede et eret samarbejde med naboen Uddannelsescenter Hilltop, som er et heldagstilbud inklusiv kollegium til unge aspi´ere. Med AspIT konceptet bliver mulighederne fremover endnu bedre.

– Det betyder, at vi fra nytår kan tilbyde en målrettet IT uddannelsesmodel til unge aspi’ere. Selve forløbet kan kombineres med en kollegieplads eller en anden form for bostøtte. Og det er en god nyhed for regionens virksomheder, at vi nu kan gå i gang med at uddanne en helt ny gruppe af kandidater til dem, nemlig de unge aspi’ere, som på deres side får mulighed for at få et IT relateret job, siger direktør Niels Yde fra Skive Handelsskole.

– Jeg vil gerne indrømme, at jeg har været skeptisk med hensyn til om det kunne lade sig gøre at udvikle et målrettet IT uddannelsesforløb til unge med Aspergers Syndrom. Men jeg er blevet helt overbevist om, at det kan lade sig gøre efter dialogen med Ole Bay Jensen fra AspIT i Vejle. Deres erfaringer er yderst interessante. Inspirationen og engagementet i Vejle har gjort, at vi nu står klar med en temmelig motiveret lærerstab til de kommende AspIT kandidater fra vores område, slutter Niels Yde.

Alle fire nye AspIT partnerskoler indleder brobygningsforløbet allerede efter sommerferien, og den egentlige undervisning på de små hold, begynder i januar næste år.