Man kan bruges til noget

Vi er forældre til en kvik ung mand på 19 år, som har Aspergers Syndrom. Vi har selvfølgelig, som andre forældre i lignende situation, haft mange søvnløse nætter over hvad der skulle blive af vores guldklump.

Da vi først hørte om AspIT, var det ved lidt af et tilfælde. Vores søn gik på daværende tidspunkt i specialklasse, vi var begge i forældrerådet og havde selvfølgelig antennerne ude, for hvad når skolegangen var forbi? Vi så en artikel i avisen om AspIT, der var på begynderstadiet. Vi var begge begejstret og så begyndte jagten på de forgyldte pladser. Det lykkedes og vores søn stortrives. Det begyndte med et Afklaringsforløb, hvor elevens evner inden for IT bliver testet, kommer man gennem nåleøjet, bliver der lagt en plan for eleven i hvilken retning man skal gå. Dette sker i meget tæt dialog med forældre og eleven. Der er løbende statussamtaler og det er rigtig godt, da det ikke altid unge med Aspergers Syndrom fortæller hvordan det egentligt går.

Skolegangen fordeler sig over 3 år, hvor der er indlagt en række praktikperioder. Efter en praktikperiode er det muligt at komme tilbage på AspIT og lære nyt. Det kan være ting fra praktikstedet, som de gerne vil have eleven lærer mere om inden eleven vender tilbage. Dette tiltag er guld værd, da det giver et indblik i hverdagen på en arbejdsplads og øger deres sociale evner.

Meningen med AspIT er jo netop, at skaffe job til en gruppe unge, som ellers ikke ville have mulighed for at komme på arbejdsmarkedet. At AspIT er blevet landsdækkende, kan kun glæde os. Derved kan flere unge med Aspergers Syndrom få chancen for et meningsfyldt liv og føle at “man kan bruges til noget“.

Forældre til en AspIT elev