Jeg er virkelig taknemlig

Det, at hver enkelt klasse består af få elever, betyder en super stor del – også for andre end just mig selv. Jeg har fået mindre stress siden jeg begyndte på AspIT, jeg har fået lysten til at komme op om morgenen og til at se noget positivt ved dagen.

Jeg er ikke nervøs eller irritabel over at skulle i skole, sådan som jeg var førhen, på diverse andre skoler jeg har været på.

Ideen med at kunne være sammen med andre – der er som jeg – betyder ligeså stor en del. Jeg føler mig ikke længere tilsidesat eller ensom, som folkeskolen og teknisk skole fik mig til det. Jeg bliver ikke længere set på med skeptiske øjne eller bliver behandlet som én der bare er der.

Her på skolen tages der hensyn til hver enkelt elev, hvilket jeg sætter stor pris på. Til tider tvivler jeg på (nu har jeg på stående fod kun haft to), at lærerne forstår hvor meget de faktisk hjælper, såvel på skolegangen som dagligdagen, for at gå hjem med et smil og en tilfredshed er mere end bare ekstrem nice, rent faktisk, så lærer jeg noget her, hvilket man ikke rigtig kan sige jeg har gjort ved de foregående skoler.

Plusset for mig, især, ved uddannelsen her er, at jeg kan lytte til mit daglige musik (det skal siges jeg nærmest lever af musik), hvilket hjælper mig gennem en del og jeg ved, efter sigende, at andre her på skolen har det lige sådan med musikken. Så jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste der er virkelig glad for AspIT. Jeg mener, hørte du musik til dit arbejde i folkeskolet, var det udenfor døren med det samme.

Kort sagt – AspIT har gjort mig gladere ved uddannelse sektoren, end jeg førhen har været, plus jeg er begyndt at føle modenheden, selvom der selvfølgelig er pjat ind imellem. Bare det at blive set på som en voksen, er en fed følelse. Jeg er virkelig taknemlig for at kunne komme her hver dag.

En elev på AspIT