Om Nils-Asbjørn Odinsholm
Hej. Jeg hedder Asbjørn og arbejder som lærer på AspIT Sønderjylland i Aabenraa.
Jeg hedder Asbjørn, og jeg underviser i S- og T-fagene på AspIT. I mit arbejdsliv har jeg haft 22 forskellige jobtitler og har arbejdet med en bred vifte af opgaver. Jeg har blandt andet været spiludvikler, IT-supporter, smed, dørmand og tryllekunstner.
Faglig baggrund
Jeg er uddannet datamatiker og har blandt andet arbejdet med udvikling af Arduino-løsninger til styring af pakkesorteringsmaskiner. Derudover har jeg arbejdet med spiludvikling i Frankrig, hvor jeg var med til at udvikle et spil for mennesker med autisme, som hjælper dem med at lære om ansigtsudtryk og kropssprog. Målet var at skabe et redskab, der kunne styrke deres sociale kompetencer gennem spil.
Jeg har også været frivillig i Ungdommens Naturvidenskabelige Forening i 11 år, hvor jeg har været involveret i planlægning og afvikling af sommerlejre inden for softwareudvikling og flere andre videnskabelige fagområder.
Hvordan jeg arbejder
Jeg underviser primært projektbaseret, hvilket jeg har taget med mig fra min tid på Aalborg Universitet. Jeg har set, hvordan denne tilgang kan fremme læring, da den giver eleverne mulighed for at udforske og tage deres projekter i mange forskellige retninger. Desuden opfordres de til at hjælpe hinanden med at implementere de nye opdagelser, de gør i andres projekter.
Jeg arbejder som regel med projekter, der tager udgangspunkt i spiludvikling, men giver også eleverne frihed til at udvikle projekter inden for deres egne interesser, så længe opgaven, vi udformer i fællesskab, er i overensstemmelse med modulbeskrivelsen.