Om Claus Schneider
Hej. Jeg hedder Claus og arbejder som lærer på AspIT Østjylland i Aarhus.
Jeg hedder Claus, og jeg arbejder som lærer inden for softwareudvikling på AspIT Østjylland. Jeg er uddannet datalog (cand. scient.) fra Aarhus Universitet og har arbejdet mange år som softwareudvikler. Inden jeg startede på AspIT, arbejdede jeg nogle år som matematiklærer på gymnasiet.
Mit faglige fokus: Logik og problemløsning
Min egen erfaring indenfor softwareudvikling er, at de vigtigste kompetencer, man kan opbygge, er evnen til at gennemskue en problemstilling og tænke sig frem til den rette løsning, både rent teknisk, men selvfølgelig også hvordan løsningen opleves af brugeren. En dybtgående grundlæggende forståelse er den bedste forudsætning for på længere sigt at kunne fungere i et job med programmering. Min egen uddannelse bærer præg af denne tilgang til dygtiggørelse, og det er samme tanker, jeg forsøger at føre ud i livet i den daglige undervisning i softwareudvikling.
I IT-verdenen opstår der løbende nye teknologiske løsninger, der ofte har til formål at gøre ting nemmere (f.eks. cross platform-løsninger, integration med webløsninger, nye programmeringssprog, …).
Med min prioritering af arbejdet med udvikling af kompetencer indenfor logik og problemløsning vil hyppig introduktion af nye teknologier risikere at trække fokus væk fra det, som jeg finder vigtigt. Jeg forsøger derfor, når jeg introducerer nye teknologier, at sikre at det sker på en måde, så de kompetencer vi træner, er generelle og ikke specifikke for en bestemt teknologi.
Min undervisning: Fokus på dig
Min overordnede filosofi i forhold til undervisning er, at man lærer allerbedst af selv at arbejde med en problemstilling. Derfor forsøger jeg at tilrettelægge undervisningen sådan, at du som elev på egen ”krop” erfarer, hvad der er den bedste løsning til en problemstilling, frem for at du får at vide af mig, hvad du skal gøre for at komme videre.
Det betyder, at du som elev hos mig ofte sidder med en problemstilling, hvor du selv skal forsøge at tænke dig frem til en løsning. I den situation vil du ofte have brug for hjælp til at komme fremad og måske prøve nogle ideer af. Her har jeg rollen som din inspirator og som den faglige ekspert, der kan hjælpe ved at stille de spørgsmål, der sikrer, at du får tænkt løsningen godt igennem.
Bemærk: Jeg forsøger så vidt muligt at stille spørgsmål frem for at komme med svar. Ideen er, at det er dig som elev, der løser opgaven – jeg hjælper dig bare med at komme omkring de vigtigste overvejelser. At du og jeg sammen ser på opgaven, betyder at du kan få lige netop den hjælp, der skal til for at du kan komme videre med løsningen.
Mine erfaringer med undervisning både som lærer og som elev er, at man får det største udbytte af undervisningen, når læreren sætter sig ned og hjælper den enkelte elev med at løse opgaven. Derfor er mit største fokus i undervisningen, at jeg vil hjælpe lige netop dig til at blive bedre til at programmere. I min undervisning holder jeg derfor nærmest aldrig oplæg. Når jeg gennemgår noget stof, er det til en enkelt elev, dig, med udgangspunkt i netop dine forudsætninger og hvor langt lige netop du er kommet i forløbet.
Programmering kan være en hård disciplin i længden, fordi man hele tiden skal løse nye problemer. Det betyder, at man kan bruge rigtig meget energi på at tænke sig frem til en løsning og få skrevet et program, og når man så endelig har fået det til at virke, kan man juble i 5 minutter, inden man skal i gang med den næste. Derfor er det vigtigt, at du synes det er sjovt lige netop når opgaverne udfordrende, hvis du tænker, du skal ud og have et job med programmering. Selvfølgelig er der også programmeringsopgaver, der minder en del om hinanden, så med erfaringen får du også en rutine, der gør, at du føler, du mestrer programmering.