Hjem AspIT praktikanter skaber værdi for IT-virksomheder

AspIT praktikanter skaber værdi for IT-virksomheder

AspIT praktikanter skaber værdi for IT virksomheder

De studerende på AspIT uddannelsen i Vejle har været i praktik hos en række IT virksomheder i regionen. Og hvordan er det så gået for de fokuserede talenter? Vi ved, at de studerende har været glade for udfordringerne i den virkelige verden. Men hvad mener arbejdsgiverne>.

Ét er at være dygtig til sit arbejde, noget andet er det der med at fungere socialt på arbejdspladsen. At kunne falde ind i jargonen, og deltage i sniksnakken over frokosten, som også er en del af det med at gå på arbejde. Det sidste er normalt ikke noget, der interesserer en Asperger.

Hos A/S ScanCommerce i Kolding laver man softwareløsninger til e-butikker på nettet, og er en af landets førende specialister i integration mellem web-shoppen og kundens økonomifunktioner. Og hos A/S Scancommerce tog man imod tilbuddet om en praktikant fra AspIT.

– Lad mig sige det med det samme, det gik over al forventning. Især på det sociale, blev vi meget overraskede over, hvor hurtigt og godt, Sanne faldt ind i vores kultur. Og hvad angår jobbet, var hun lynhurtig. Opgaver, der tager os andre en halvdags tid, løste Sanne på et par timer. Vi var forbløffede over, hvor hurtigt hun sætter sig ind i nye opgaver, selv når det gælder ret komplicerede ting, fortæller direktør Peter Klint fra A/S ScanCommerce.

– Vi valgte at give Sanne de samme arbejdsvilkår som alle os andre, men det rystede hende ikke. Tværtimod var det os andre, der blev inspireret af hendes ambitionsniveau og entusiasme for arbejdet. Så på den måde, har hun absolut leveret en værdiskabende indsats for ScanCommerce. Sanne har helt sikkert en ret fornuftig fremtid foran sig i IT branchen, mener Peter Klint, der samtidig roser AspIT for et meget professionelt samarbejde, med fokus på, hvordan praktikanten kan yde et bidrag til virksomhedens forretningsmål.

En anden virksomhed, der også har haft en praktikant fra AspIT er Bygteqit a/s, som er ejet af arbejdsgiverorganisationerne Dansk Byggeri og Tekneq, og leverer brancherelaterede IT løsninger til byggeri- og anlægssektoren. Her var Benjamin i praktik.

– Benjamin har udført en række væsentlige arbejdsopgaver i huset, og det har han gjort temmelig professionelt. Faktisk er vi meget overraskede over hans kompetencer og ildhu. Men også socialt har det fungeret over al forventning. Der gik ikke lang tid, før Benjamin var en del af holdet henover frokosten, fortæller IT-chef Anders Q. Pedersen fra Bygteqit a/s.

– På det arbejdsmæssige felt har Benjamin været et forbillede. Han har tilmed store evner for dokumentations-delen, som er vigtig for os. Og så har han en fantastisk evne til at fokusere og koncentrere sig om jobbet – visse typer opgaver løser han faktisk bedre end os andre, der ellers har siddet med tingene over lang tid.

Det har alt i alt været et fremragende forløb. Fra AspIT har vi modtaget mentor-træning, som har været godt for forløbet, og som vi kan bruge i andre sammenhænge. Samtidig har vi sammen med folkene fra AspIT haft ugentlige opfølgningsmøder og en slutevaluering. Alt sammen med til, at vi er meget tilfredse med processen, og helt klart kan sige, at Benjamins praktikophold har været værdiskabende for Bygteqit a/s, siger IT-chef Anders Q. Pedersen.

Med til den gode historie, hører at både Sanne og Benjamin faktisk har fået udvidet deres praktikperioder hos deres nye arbejdsgivere, og fortsætter efter sommerferien. Og på samme måde er det også gået for de fem andre praktikanter – også de har haft så succesrige praktikophold, at de fortsætter i virksomhederne, der alle melder om samme konklusion; praktikanterne udfører et værdiskabende stykke arbejde for IT-virksomhederne.

Tillykke til Sanne og Benjamin. Og til Jakob, Emil, Jeppe, Alan og Magnus. Og tak til alle virksomhederne for et godt samarbejde.

AspIT er altid på udkig efter praktikvirksomheder, så har din virksomhed brug for en dygtig praktikant indenfor IT kan du henvende dig på mail til AspIT.

HUSK! Årsmødet for AspIT 2007, den 9. maj kl. 11.30 – 16.30 – se tilmelding og program her.